Ad

Polen og Ukraine opfordrer Biden til at stoppe Nord Stream 2

North Stream 2 Foto: Samuel Bailey

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen/Ukraine: Polen og Ukraine er tydeligvis foruroliget over, at Joe Biden måske går med til, at Tyskland og Rusland færdiggør Nord Stream 2 projektet. Det er i det lys, vi skal se den erklæring, som Polens udenrigsminister Zbigniew Rau og hans ukrainske kollega Dmytro Kuleba i fællesskab har udsendt, hvori Joe Biden opfordres til at holde fast i tidligere præsident Donald Trumps hårde linje.

De to udenrigsministre har utvivlsomt bemærket, at Joe Biden undlod at berøre emnet under den nylige sikkerhedspolitiske konference i München og svarede undvigende, når spørgsmålet blev rejst af journalister under pressekonferencerne. Det er heller ikke gået de to udenrigsministre forbi, at de seneste amerikanske sanktioner rettet mod Nord Stream 2 kun berører de to russiske firmaer Fortuna, der anlægger de sidste ledninger, og selskabets ejer KVT-RUS. De to firmaer er i forvejen sanktionsramte. Sanktionerne gennemføres i henhold til vedtagelsen i den amerikanske kongres (i 2020) af ”Protecting Europe’s Security Clarification Act (PEESCA), der bl.a. indeholder en liste over mulige fremtidige sanktioner.

Rau og Kuleba håber, at et flertal i kongressen i USA vil holde fast i den hårde linje. Det er her republikanerne, der er ”høgene”, men de har som bekendt ikke flertal.

I Tyskland har der været stor debat om projektet, især efter Navalnyj-sagen. Regeringen og Merkel selv holder fast i projektet. At opgive det vil koste hele 9 mia. euro i anlægsudgifter og dertil mulige bøder.  Den klassiske tyske tese om ”Wandel durch Handel”, formuleret i sin tid af Willy Brandt, har stadig godt fat, også i den tyske befolkning.

De Grønne i Tyskland har været imod projektet. Det skyldes, ud over Navalnyj-sagen, at også gas er et fossilt brændsel. Men de Grønne afviser pure import af amerikansk flydende gas (LNG), sådan som USA ønsker. Det er langt mere problematisk ud fra miljøhensyn, LNG har lang transport og udvindes via ”fracking”.

Tyskland satser på at blive CO2 neutralt i 2050, men kan iflg. regeringen ikke undvære gas lige nu, atomkraft er opgivet og brunkul skal samme vej.

Nord Stream 2 skal efter planen transportere 100 mia. gas om året. Iflg. aftalen for godt et år siden, skal der fortsat transporteres russisk gas via Ukraine. Ukraine har derfor holdt lav profil. Men ikke længere. Det skyldes formentlig optrapningen af den ”kolde krig” mellem EU og Rusland. At Biden måske ”æder” projektet er givet ud fra et ønske om at få forbedret USA’s forhold til Europa og især Tyskland. Det var mildt sagt dårligt under Trump.