Ad

Polen idømmer Gazprom milliardbøde

Foto: RG72

Af Michael Skovgaard

Polen/Rusland: Den polske konkurrencestyrelse UOKiK har pålagt Gazprom en bøde på 7,5 mia. dollar som følge af Nord Stream 2-projektet. Det svarer til 10 procent af Gazproms årlige fortjeneste.

Chefen for UOKiK Tomasz Chróstny meddelte på Twitter, at man har taget dette usædvanlige skridt. Desuden vanker der bøder på i alt 60 mio. dollar til de firmaer, som er involveret i NS II.

Bøderne rammer seks firmaer, som har ageret uden tilladelse fra den polske konkurrencestyrelse. Anklagen lyder på ulovlig karteldannelse og er rettet mod Gazprom, franske Engie Energie, tyske Uniper, østrigske OMV, hollandsk-britiske Shell og tyske Wintershall.

Ifølge EU-regler skal virksomheder som er involveret i et projekt, der kan have indflydelse på et givent marked, aflevere dokumentation til konkurrencestyrelsen i det pågældende land. Gazprom har ikke villet aflevere dokumentation til Polen, og det skulle være den direkte årsag til bøderne.