Ad

Polen, 20. historiker-kongres sætter fokus på historiekonflikter

Anden verdenskrig museet i Gdansk Foto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: På forhånd blev der gjort meget for at undgå, at den nyligt afholdte polske historiker-kongres, den 20. i rækken, skulle drukne i historiepolitik og konflikter om historiefortolkning, – bestemt ikke en let opgave. En del tilstedeværende i salen udvandrede da også, da præsident Andrzej Duda holdt åbningstale og fremførte sine velkendte national-konservative synspunkter på historien. Som sagt af Andrzej Paczkowski fra det polske Videnskabernes Akademi, er der de facto udbrudt en ”ny krig om fortiden” i Polen.

Før 1989, under kommunismen havde vi også mange ”minde-krige”, siger han. Efter kommunismens fald opstod udbredt uenighed om fortolkningen af den kommunistiske periode (PRL). Hvordan var balancen mellem ”godt” og ”ondt” (”bilans PRL”) i årene før 1989. Var systemet totalitært eller autoritært? Og hvis autoritært, så af hvilken type?

Fortolkningen af historien betød meget også for den politik, der blev ført efter 1989. Kommunistiske symboler blev efter 1989 fjernet i alle lande i Øst- og Centraleuropa. Men omfanget af udrensninger af (eks)kommunister varierede. Tilhængere af den hårde linje (”hardlinerne”) stod over for dem, der stod for et mere fredeligt strukturelt opgør med fortiden – uden politiske hævntogter.

Tjekkiets Václav Havel og Polens Tadeusz Mazowiecki stod for sidstnævnte linje. Efter-1989 generationen, skriver Martin Zaremba i en analyse for det polske ”Polityka” (41. 2019), interesserede sig ikke særlig meget for den ældre generations mange diskussioner om perioden før-1989. I 1990erne kom indførelsen af markedsøkonomiske reformer i højsædet. Det vejede tungest. Historikerne oplevede en ”gylden frihed”. De kunne mene hvad de ville, men de statslige bevillinger til historieforskning faldt. 

Det ændrede sig mærkbart efter årtusindeskiftet. Historiekrige og museumskrige så nu dagens lys. Stødet til ”historie-krigene” var i høj grad Jan Thomasz Gross omdiskuterede bog ”Naboer” med Gross’ påstand om polakkers medansvar for Holocaust. Det førte i Polen til en regulær ”krig om Gross”.  Krigen holdt aldrig op. I 2017 vedtog det polske parlament den nok så omtalte IPN-lov, der gjorde det strafbart at tale om ”polske” koncentrationslejre og påstå, at polakker i stort tal havde samarbejdet med nazisterne.

Kaczynski brugte ordet ”ojkofobia” om dem (underforstået de liberale), der frygtede og nedvurderede det ”polske folk”. Senere fik vi dyrkelsen af og helligdagen for de ”glemte” polakker, der havde gjort væbnet modstand under kommunismen (kaldt ”Zolnierzy Wykletych”). I 2007 påbegyndte man arbejdet med at opføre Solidaritet Centret (”Centrum Solidarnosci”) og fra 2011 2. verdenskrig museet i Gdansk. I 2015, med regeringsskiftet, blev arbejdet med udformning af en officiel polsk historie-strategi igangsat, og året efter blev der valgt nye personer til rådet for det historiske mindeinstitut (IPN).

Rådet blev sammensat af folk, der bakkede op om den historiepolitik, som Lov og Retfærdighedspartiet står for. De statslige bevillinger til mindeinstituttet blev i årene efter tredoblet, til 342 mio. zloty (ca. 550 mio. danske kr.) i 2019, eller fire gange mere end bevillingen til hele det polske Videnskabernes Akademi. Museerne og historieforskningen skulle koncentrere sig mere om Polen selv og understrege polakkers heroisme. Andre museer blev udsultet økonomisk. Og omkring det jødiske museum ”Polin” i Warszawa har vi oplevet konflikter om besættelsen af lederposten. Også et museum om den jødiske ghetto så dagens lys. 

Med en ny regering og et nyt parlament i Polen efter valget den 13. oktober skal vi ikke vente færre ”historie- og museumskrige”, slet ikke efter at også det højreradikale Konventet er i parlamentet. ”Historiekrige” har raset mellem stater, eksempelvis mellem Polen og Ukraine og i højeste grad på Balkan, de raser også internt i mange lande. Identitet-politik vejer ofte mere end klassepolitik.