Peter Tudvad: Jan Hus – Kirke, korstog og kætteri udkommer i dag

Let har det ikke været for Hus at sige farvel til Prag, hvor han immer- væk havde levet næsten et kvart århundrede. Den gyldne by ved Moldau havde formet ham, så han med rette kunne betragte sig som dens søn, selvom han ikke havde glemt sine rødder i det sydbøhmiske bondeland. Nu måtte han forlade den store scene, hvor han havde ført dramatiske forhandlinger med kongen og ærkebiskoppen, og hvor han havde begejstret en tusindtallig menighed i Bethlehemskapellet. »Men hvordan skulle det undre, at man også ville fordrive mig arme synder fra en by eller et sted, når man allerede fordrev vor Herre Jesus Kristus og udviste ham af byen Nazareth?«81 Således mente Hus at følge Kristus efter, og således kunne han give bandlysning, interdikt og eksilering mening som del af sin egen lidelseshistorie.

Første station på hans lidelsesvej var formentlig Saaz (Žatec), en velhavende by ved floden Eger (Ohře) et par dagsrejser vest for Prag. Byen var blevet rig takket være den lokale humle, som var af så stor økonomisk betydning for Bøhmen, at Karl IV under dødsstraf havde forbudt udførsel af den berusende slyngplantes stiklinger. Måske var det gode, tjekkiske øl steget borgerne til hovedet. I hvert fald var det en lidet ædruelig løsning, de et par år tidligere havde fundet på en konflikt med to lokale præster, som de gjorde kort proces med. Den ene brændte de, den anden druknede de. Af samme grund truede paven dem med interdikt. Med andre ord var Hus og Saaz som skabt for hinanden. Men trods den indbyrdes fordragelighed varede det ikke længe, før de atter skiltes.

Kort efter jul 1412 vovede Hus sig for en periode tilbage til Prag, uden at de kirkelige handlinger i byen blev indstillet af den grund. I Bethlehemskapellet prædikede han sågar mod Antikrist, som han identificerede med interdiktets ophavsmand, altså paven. At man tog så let på interdiktet, kunne Hus med rette se som et tegn på, at Wenzel IV igen havde fattet en vis godhed for sin dronnings yndlingspræst. Derfor dristede han sig nok engang til Prag i sommeren 1413 og atter i foråret 1414, men holdt sig ellers på behørig afstand af byen, så han hverken risikerede at udløse interdiktet eller forårsage uroligheder.

Efter opholdet i Prag hen over nytåret 1413 fandt Hus asyl hos et medlem af den sydbøhmiske lavadel, Johann von Austi (Jan z Ústí), der inviterede ham til at bo hos sig på Ziegenburg (Kozí hrádek). Borgen lå afsides i et bakket landskab lidt syd for den nedlagte by Hradiště, hvor radikale tilhængere af Hus fem år efter hans død grundlagde den befæstede by Tabor (Tábor). Ziegenburg var selvfølgelig også befæstet, men i øvrigt uden andre naturlige værn end en å og en bæk. Hvis nogen var kommet under vejr med, at den bandlyste Hus befandt sig der, kunne de med en beskeden styrke have indtaget borgen og gennemtvunget kuriens stævning af ham. Alligevel var det ikke noget særtilfælde, at kættere søgte tilflugt på Ziegenburg, for allerede i 1377 havde nogle valdesiske flygtninge fået asyl på den lille borg.

Ziegenburg blev det sted, hvor Hus opholdt sig længst under sit eksil. På mange måder blev det en lykkelig tid for ham. Han befandt sig i barndommens trygge land, hvor han genfandt, hvad han opfattede som den bøhmiske folkesjæl. Når han ikke sad på sit kammer i borgtårnet og skrev, vandrede han rundt i egnen og forkyndte Ordet så frit, som Herren havde budt ham. »Nu prædiker jeg mellem gærderne ved den borg, der hedder Kozí, på vejene og i landsbyerne. For Kristus siger: “Gå ud på vejene og langs gærderne!” (Lukas 14,23)«82 Det gjorde han så, og han undså sig heller ikke for en dag at holde messe i en lade.

Det er fristende i Hus’ eksil at se et sociokulturelt vendepunkt i hans teologi, en vending fra konge, universitet og borgerskab i hovedstaden til de jævne bønders befolkningsmajoritet på landet. Kontinuiteten er imidlertid langt mere iøjnefaldende end bruddene. Snarest må man sige, at han under eksilet skærpede visse tendenser i sin teologi, så den i højere grad lod sig anvende i en politisk kamp, der ikke nødvendigvis eller udelukkende vendte sig mod paven. Denne havde jo reelt stillet ham over for to muligheder: enten at underkaste sig eller at gøre oprør. Hus valgte det sidste, og derfor er det ganske naturligt, at han under eksilet satte stadigt videre grænser for ulydigheden over for øvrigheden.

Situationen afspejles for så vidt meget præcist i Otakar Vávras tjekkiske film Jan Hus fra 1954. I en scene, hvor kirken har udplyndret en forarmet kvinde, spørger denne nogle tililende bønder, hvorfor Gud strafer dem sådan? »Det er ikke Gud, der strafer os. Det er en ond øvrighed. Sådan var der en præst, der sagde.« Præsten er selvfølgelig Jan Hus, der under sit eksil går rundt fra landsby til landsby og prædiker. »Men vi burde slet ikke adlyde en ond øvrighed! At gøre det er en synd!«

Den historiske Jan Hus udtrykte ofte noget lignende, men når han gjorde det, indgik det i hans religiøse kamp for den frie forkyndelse og ikke i bondestandens oprør mod kirken, herremændene eller adelen (sådan som man helst så det i det kommunistiske Tjekkoslovakiet anno 1954). Vel færdedes han under eksilet blandt bønder, men han boede immervæk – både på Ziegenburg og senere på Rothschloß – hos adelen. Og adelen kunne i sin århundredgamle magtkamp med kongen lige så vel bruge Hus’ ulydighedslære, som bondestanden kunne, hvis den ville gøre sig fri af sine snærende bånd og kaste undertrykkelsens åg af sig. Hus var reformator, ikke revolutionær. Han var folkets mand, ikke en bestemt stands.

Hus havde allerede i Prag lært almuen at kende, for i Bethle- hemskapellet prædikede han ikke blot for dronningen, men også for håndværkere. Hvad han forkyndte menigheden, var ikke stændernes særinteresser, men Evangeliet, det glædelige budskab, som skulle være for hele folket. I menigheden var der ingen standsforskelle. Som sådan stod præsten heller ikke over menigheden, og derfor burde det være op til den selv at vælge sin præst. Det betonede Hus i sin bog om simoni – Knížky o svatokupectví – som han skrev under sit eksil. Men vel at mærke før han kom til Ziegenburg og således før, han begyndte at vandre blandt bønderne!

Altså var hans tanker om menighedskirken ikke noget produkt af de nye erfaringer på landet. Og lige så lidt var denne menighedskirke at forstå i radikal modsætning til en fyrstekirke, hvor den verdslige øvrighed havde patronatsretten eller på anden vis førte opsyn med gejstlighedens gøren og laden. Således udpegede Hus i samme bog to måder, hvorpå man kunne løse et problem med en præst, der gjorde sig skyldig i simoni – den ene med fyrsten som aktør, den anden med menigheden som aktør. Enten skulle fyrsten sekularisere kirkens ejendom, eller, hvis han ikke ville det, menigheden nægte præsten tiende eller andre ydelser. Hovedsagen var, at præsten lærte at tjene Gud og ikke mammon, ikke om det var fyrsten eller menigheden, der lærte ham det.

Bogen om simoni skrev Hus på tjekkisk, hvilket var noget ganske nyt for ham. Selvom han i Bethlehemskapellet havde holdt sine prædikener på tjekkisk, havde han udgivet koncepterne til dem på latin. Alle hans afhandlinger fra tiden i Prag var på latin, som jo var disputationssproget på Carolina. Da hans værker under eksilet med undtagelse af de rent akademiske og polemiske alle blev forfattet på tjekkisk, kan man i sproglig henseende afgjort tale om en vending i hans forfatterskab. Den sproglige modsætning mellem Prag og provinsen faldt ham i ørerne, så snart han kom ud på landet, hvor han lærte at skelne det oprindelige fra det tillærte. Ligesom Hieronymus von Prag under striden med de tyske nationer på Carolina havde forherliget den ægte bøhmer – purus bohemus – var Hus nu optaget af det ægte bøhmiske: tjekkisk.

I sin udlægning af trosbekendelsen, de ti bud og fadervor – Výklad viery, desatera a páteře – som var det første værk, Hus fuldførte under eksilet, fandt han også anledning til at skrive om det tjekkiske sprogs renhed og om den trussel, det tjekkiske sprog var udsat for. »Hvis en tjekke tager en tysker til ægte, skal børnene straks lære tjekkisk og ikke kløve sprogene.« Det sidstnævnte ville nemlig lede til »had, sønderrevethed, oprør og tvist«, skrev Hus; og »derfor burde man hudflette vore dages pragere og andre tjekker, der taler halvt tjekkisk, halvt tysk og siger hantuch i stedet for ubrusec, hauzsknecht i stedet for domovní pacholek osv. Og hvem kan overhovedet beskrive, hvor fordærvet det tjekkiske sprog er blevet, så enhver ægte tjekke slet ikke forstår dem, der taler således?«83 Svaret blæste i vinden, selvom Hus nu gjorde noget ved sagen ved at skrive på formfuldendt tjekkisk. Men måske han allerede havde gjort noget ved den i årene før eksilet, for muligt er det, at netop han var den anonyme forfatter af en art tjekkisk retskrivningsordbog – De orthographia Bohemica – der revolutionerede skriftsproget med de diakritiske tegn, som siden har været i brug.

Jan Hus blev det i modsætning til John Wyclif aldrig beskåret at oversætte Bibelen til sit modersmål. Men som nævnt indledte han altid sine prædikener i Bethlehemskapellet med på tjekkisk at citere den bibeltekst, han prædikede over. I det hele taget var den Hellige Skrift den afgørende instans i hans teologi, hvor ingen dogmer og dekreter, buller og bandlysninger vandt hans anerkendelse, hvis ikke de stemte overens med den. Således var det også kun ved den Hellige Skrift, at kætteri i ord og gerning lod sig afsløre, ikke ved kirkens lære. I Knížky o svatokupectví formulerer han det fyndigt: »Du skal desuden vide, at var det ikke for den Hellige Skrift, ville der ikke være noget kætteri, ligesom der ikke ville være nogen nat, hvis ikke dagen gik forud for natten.«84

Kætteri var den hårdnakkede fastholden ved noget, der stred mod den Hellige Skrift. Men for Hus at se kunne kætteri lige så godt praktiseres i livet som forkyndes i læren, »for gerninger overbeviser langt mere end det nøgne ord.«85 Således var den præst, der docerede en vranglære, men levede i overensstemmelse med den Hellige Skrift, ikke nær så skyldig som den, der prædikede den rette lære, men modsagde denne med sit liv. Det vigtigste var, at præsten ikke forførte menigheden – ikke førte den bort fra Kristi efterfølgelse.

At man tog fejl af den rette lære, gjorde ikke en til kætter, når blot man ikke stædigt holdt fast i sin vranglære, men villigt lod sig belære ved den Hellige Skrift. »Selvom ikke enhver kan vide eller indse, hvad man skal tro, så skal han dog være rede til ydmygt at antage det, når sandheden gøres ham bekendt ved den Hellige Skrift«,86 formanede Hus i Výklad viery, desatera a páteře. Derfor var det selvfølgelig også af betydning, at menigmand selv kunne læse Bibelen, så han ikke lod sig føre på afveje. I sin tjekkiske prædikensamling – Česká nedělní postila – som Hus skrev på Ziegenburg i 1413, forklarede han, at den Hellige Skrift var som det himmelske kongerige, hvortil menigmand ikke måtte formenes adgang. »Porten til dette kongerige er forstanden, men denne port spærrer de skriftkloge, farisæerne og hyklerne for folket, når de forhindrer, at menigmand forstår Skriften og selv trænger ind i den med den sande forstand.«87

I sin samtid var Hus langtfra ene om at forfægte den Hellige Skrift som instansen i trosspørgsmål. Selv højt på strå i romerkirkens hierarki fandt man teologer, der gjorde det samme. En af dem var Jean Gerson, der var kansler for Sorbonne, men i modsætning til Hus bestemt ikke mente, at andre end kirken selv og dens dertil indrettede institutioner – herunder selvfølgelig hans eget universitet i Paris – skulle have ret til at udlægge teksten. I forhold til Gerson, som han siden skulle møde som en af sine anklagere i Konstanz, var Hus derfor uhørt demokratisk, når han advokerede et brud på kirkens eksegetiske monopol til fordel for menigmand.