”Orlen Press”, renationalisering af polske medier

En Orlen tankstation i Polen Foto: Radosław Drożdżewski

AF Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: Det vakte opsigt, da det kom frem, at den polske energigigant PKN Orlen forhandlede om køb af det ”Polska Press”, som har været den største udbyder af lokalaviser i Polen. Det drejer sig om i alt 20 aviser, deriblandt ”Diennik Baltycki”. 

”Polska Press” ejes af det tyske Verlagsgruppe Passau (VGP), ejet af familien Dieckmann. Verlagsgruppe Passau. VGP udgiver sammenlagt 100 lokale ugeskrifter, 2.000 månedsblade, ejer fire TV-kanaler og producerer en del gratisaviser. Sammenlagt har vi at gøre med et oplag på 360.000 eksemplarer. Firmaet har 2.100 ansatte, 6 trykkerier og er storudbyder online med 17 mio. følgere månedligt. Det gør (gjorde) ”Polska Press” til den 4. mest benyttede kanal for informationer i Polen.

Verlagsgruppe Passau (VGP) har været på det polske marked i to årtier og i de år øget markedsandelen støt. I 2014 overtog selskabet ”Media Regionalnych”, men i takt med udbredelsen af internettet har den trykte presse tabt terræn målt efter oplagstal. Derfor er overskuddet faldet støt. Sidste år var indtægterne i alt 400 mio. zloty, men overskuddet blot 8.6 mio. zloty (ca. 13 mio. d.kr.).

”Polska Press”, skriver ”Polityka” (51.2020) har altid været en torn i øjet på Lov og Retfærdighedspartiet, selskabet bliver betragtet som en ”camoufleret tysk” virksomhed. Derfor har det længe været planen at ”renationalisere” og ”demonopolisere” de lokale medier, og tvinge udenlandske medievirksomheder væk, fx TVN og Ringier Axel Springer, der bl.a. ejer Onet og ”Newsweek”. Det skal gøre de lokale medier polsk-ejede og, frygter kritikerne, også regeringsvenlige.

Ét middel er at indføre beskatning på reklamer, styre reklamemarkedet og give subsidierne selektivt. Det tyske VGP har valgt at sælge ”Polska Press”. Modstanden mod at sælge er til gengæld stor blandt amerikanske medieejere. Køberen af ”Polska Press” er som nævnt PKN Orlen koncernen, hvis leder er Daniel Obajtka, tidligere regionalchef (”wojt”) og med solide forbindelser til Jaroslaw Kaczynski, leder af Lov og Retfærdighedspartiet. Orlen’s overtagelse af ”Polska Press” betragtes derfor som ”orbanisering” og ”putinisering” af mediemarkedet, overtagelse af uafhængige medier via oligarkers opkøb.

I Rusland ejer Gazprom flere TV-kanaler. Private virksomheders overtagelse af medier ser vi også mange andre lande, også i USA. Orlen kan få svært ved at overbevise aktionærerne om hensigtsmæssigheden af købet af Polska Press, for der er bestemt ikke tale om en udbytterig satsning. Under corona pandemien er (også) reklameindtægterne faldet, med hele 37 pct., så polske medier har det ikke for godt for tiden.

Købsprisen rygtes at være 120 mio. zloty (ca. 200 mio. d.kr.). Købet af ”Polska Press” er en lille satsning. Orlen’s kapital er på hele 31 mia. zloty (ca. 50 mia. d.dkr.), skriver ”Newsweek” (51.2020).

De tilbageværende uafhængige lokale medieudbydere ser bestemt ikke overtagelsen af ”Polska Press” med begejstring. De føler sig diskrimineret af myndighederne og berøvet reklameindtægter. Journalister i ”Polska Press” agter at forlade ”Orlen medier” og søge nye græsgange.

Share This