Ad

Orbáns valgsejr er en opfordring til Bruxelles

Viktor Orbán Foto: Hungary Government

Viktor Orbáns jordskredssejr i det ungarske parlamentsvalg i søndags er ikke blot et resultat af en demokratisk proces, men også et resultat af de europæiske lederes manglende handlekraft og generelle undervurdering af Øst- og Centraleuropa. Orbáns valgsejr er dog også en mulighed for at begynde forfra og skabe et mere ligeværdigt EU.

Af Ota Tiefenböck

”Hello, dictator!” Sådan sagde Europa-Kommissionens joviale formand Jean-Claude Juncker, da den ungarske premierminister Viktor Orbán i 2015 ankom til EU-topmøde i Riga. Mandag lykønskede Juncker den selvsamme Orbán med hans kæmpesejr ved det ungarske parlamentsvalg. Historien melder ikke noget om, hvor hjertelig og ægte Junckers lykønskning var. Orbáns sejr er til gengæld et klart signal til Juncker og de andre europæiske ledere om, at Orbán, Ungarn, og for den sags skyld hele Øst- og Centraleuropa, skal behandles med langt større respekt end hidtil. Ikke blot fordi Orbán har tilslutning fra et antal ungarske borgere, som de andre europæiske ledere kun kan drømme om, men også fordi Orbán kan komme til at true deres position. Hans sejr vil utvivlsomt styrke de populistiske kræfter i EU. Så nytter det ikke noget at erklære alle Orbáns ungarske vælgere og hans støtter i det øvrige Europa for idioter for derefter at tromle sit eget syn på EU’s fremtid igennem. At skrue bissen på i de kommende forhandlinger om EU’s budget, en obligatorisk omfordeling af flygtninge eller på andre måder ikke respektere det ungarske folks klare tilkendegivelse, som blandt andre Luxemburgs udenrigsminister Jean Asselborn har opfordret til, vil ikke blot være udemokratisk og dårlig taktik, men decideret dumt. Det vil for alvor skabe splittelse i den europæiske familie og i værste fald føre til EU`s opløsning.

Uanset hvad man synes om Viktor Orbán, er det et faktum, at mere end 48 pct. af de ungarske vælgere, der stemte ved valget, stemte på ham og hans parti Fidesz. Hvordan valgkampen foregik, og hvorfor de mange ungarere har stemt på ham, er i denne situation underordnet – på samme måde som det er underordnet ved alle andre europæiske landes valg, så længe valget er foregået efter demokratiske principper. Det er det i Ungarn.

Her er det ligeledes vigtigt at bemærke, at Orbán har formået at opnå sin kæmpemæssige valgsejr, selvom det meste af det liberalt tænkende Europa, siden han overtog magten i Ungarn i 2010, ikke har foretaget sig meget andet end at kritisere ham. Kritikken har ind i mellem utvivlsomt været berettiget, eksempelvis ved den ungarske medielov eller ved flere sager om misbrug af EU-midler, men i stedet for handling bag ordene har man været med til at skabe et ungarsk enfant terrible, som er skyld i de fleste af EU’s problemer. Han har været i konstant modvind i EU – eksempelvis pga. sine kontroversielle løsninger af migrantkrisen og opførelsen af det efterhånden berømte ungarske grænsehegn. Men han har vist sig handlekraftig. Vel at mærke til forskel fra hans mange kritikere blandt de europæiske ledere, som med deres manglende handlekraft paradoksalt nok har været med til at skabe og styrke Orbáns magtposition. Ikke kun på hjemmefronten hos ungarerne, men også i andre europæiske lande.

Orbán står, siden det famøse EU-topmøde i Riga og migrantkrisens begyndelse, langt stærkere end tidligere – især efter søndagens valg. Han har formået at skaffe sig flere allierede blandt de europæiske landes ledere: Foruden Visegrad-gruppen også i lande, som indledningsvis var de største kritikere af det ungarske grænsehegn og Orbáns kontroversielle metoder. Eksempelvis bakker Østrig med kansler Sebastian Kurz i spidsen og Tysklands nye indenrigsminister Horst Seehofer (CSU) nu op om Ungarns strenge migrationspolitik. Flere europæiske lande, herunder Østrig, Kroatien, Slovenien og sågar Norge har fulgt Ungarn og opført et grænsehegn.

Det er derfor et åbent spørgsmål, om det i virkeligheden ikke var Orbán, der fra begyndelsen tog sin befolknings bekymringer seriøst. Det samme kan siges om, hvorvidt de andre europæiske landes ledere havde, og fortsat har, deres befolkninger bag sig. Endvidere kan man spørge, om den europæiske befolkning virkelig ønsker et Europa, hvor nationalstaterne får mindre og mindre betydning, sådan som det ser ud til at være ønsket i Bruxelles. Det er blandt andet disse spørgsmål, der er blevet klart besvaret for ungarerne ved søndagens valg. Men de mangler endnu at blive besvaret i en lang række af de europæiske lande. En europæisk undersøgelse – Project28 – foretaget af det ungarske analysevirksomhed Századvég Foundation kunne dog tyde på, at Orbán er mere i overensstemmelse med sine vælgere end mange andre europæiske ledere er det med deres befolkninger. Både hvad angår migration, stigende globalisering og national suverænitet.

Regeringspartiet Fidesz får 134 pladser i det 199 pladser store ungarske parlament. Det giver partiet mulighed for at regere på egen hånd og oven i købet have et to-tredjedeles flertal, som giver mulighed for grundlovsændringer. De første udmeldinger fra Fidesz tyder på, at partiet har tænkt sig at bruge sit store flertal effektivt. En af de første love, det nye ungarske flertal formentlig vil vedtage allerede i maj, bliver loven om migration, hvis formål ifølge Fidesz er at begrænse illegal migration ved at forbyde NGO’er, som støtter migration. Ifølge Fidesz er disse organisationer en risiko mod landets sikkerhed. Hvorvidt det reelt giver mening, eller hvorvidt det blot er en populistisk snak, kommer formentlig an på øjnene der ser. Ungarerne har stemt for Ungarns nationale suverænitet, et nationalstaternes Europa, ikke Europas forenede stater, og det forpligter, sagde Viktor Orbán efter valget. Vedtagelsen af en sådan NGO-lovgivning vil sandsynligvis føre til den næste konfrontation med Bruxelles.

Orbáns Ungarn, Kaczynskis Polen og formentlig hele Øst- og Centraleuropa ser ud til at være en vedblivende udfordring for EU. Man må håbe, at Bruxelles vil tage disse udfordringer seriøst og vil leve op til parolen om at være et ligeværdigt fællesskab bestående af ligeværdige medlemslande. Lande, som har forskellig historisk baggrund og syn på det europæiske fællesskabs udvikling, men som alle burde have den samme plads til at udtrykke deres holdninger, som bliver taget seriøst. Det er ikke det samme som at tolerere brud på de aftaler, EU bygger på, eksempelvis brud på landenes retssystemer eller indskrænkning af mediernes frihed, men at de gamle EU-lande møder de øst- og centraleuropæiske lande som ligeværdige partnere, hvis holdninger, problemer og input bliver taget alvorligt. Orbáns sejr i Ungarn og dårlige erfaringer med de europæiske lederes hidtidige stil, som i Øst og Centraleuropa opfattes som arrogant og bedrevidende, åbner i hvert fald op for denne mulighed.

Kommentarer