Orbán varsler tredje verdenskrig

Viktor Orbán Foto: European People’s Party

Ungarn: Ungarns premierminister Viktor Orbán advarer mod tredje verdenskrig. Ifølge ham har sandsynligheden for, at krigen i Ukraine bliver til en global konflikt, aldrig været højere. Det sagde han på Kossuth Rádió hvor han anklagede Ukraines allierede for at støtte konflikten for deres egne økonomiske interesser, skriver Politico.

“Verden har aldrig været så tæt på,” sagde Orbán med henvisning til en “lokal krig, der kunne blive til en global krig.” Sandsynligheden for at det sker stiger dag for dag, mener han.

Den ungarske premierminister udtalte også, at Ukraines allierede kunne finde på at sende egne tropper til Ukraine for at kæmpe mod en total invasion af Rusland.

I sit radiointerview insisterede Orbán på, at hans holdning blev delt af andre ledere i verden og pegede på Kina, den arabiske verden og Afrika. Han beskrev verden som “Vesten og resten”, skriver Politico. Den ungarske regering går ifølge ham ind for en øjeblikkelig våbenhvile, fordi den ønsker fred på det europæiske kontinent. ota

Share This