Orbán, USA’s ulydige allierede

Viktor Orbán Foto: Elekes Andor

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ungarn: I morgen, dagen for afholdelsen af den kontroversielle Mellemøstenkonference i Warszawa, lander USA’s udenrigsminister Mike Pompeo i Budapest. Og her er der meget at tale om, for forholdet mellem de to NATO-allierede er alt andet en godt. Orbán nægter at bøje sig i en række sager, som USA lægger stor vægt på.

Senest har Orbán pure afvist at standse den kinesiske IT-gigant Huawei’s aktiviteter i Ungarn, han frygter ikke ”kinesisk spionage”. Tværtimod udvider Huawei aktiviteterne i Ungarn, også uden for IT-området.

Sidste år nægtede regeringen at udvise to russere til USA, der var anklaget for at samarbejde med mellemamerikanske narkokarteller om våbensalg og narko. De blev til Washingtons vrede sendt tilbage til Moskva. Når det gælder Ukraine og sanktioner mod Rusland giver Orbán sig heller ikke. Han er stærkt utilfreds med Kijev-regeringens behandling af det ungarske mindretal i Ukraine og modsætter sig ukrainsk tilnærmelse til NATO og EU.

Ungarn lader også Rusland finansiere en ny enhed ved Paks-atomkraftværket. Omkring Skripal-giftaffæren gik Ungarn med til at udvise en russisk diplomat, men det skete øjensynligt efter forudgående aftaler med Moskva. Den pågældende diplomat skulle alligevel hjem. Det samme gjaldt den ungarske diplomat, som blev udvist fra Rusland som ”gengældelse”. Moskva erklærede da også straks, at den sag på inden måde vil berøre de gode bilaterale relationer mellem de to lande negativt.

Forholdet mellem USA og Ungarn var værre før Trump blev præsident, for Orbán kan bruge Trump som modvægt mod EU, hvor Ungarn står anklaget for at bryde de ”europæiske værdier”. Men Washington truer med at begrænse visum-retten for ungarere som staf for ulydig adfærd.

Forholdet mellem Rusland og Ungarn var også godt og forretningsbetonet før Orbán kom til i 2010, men det er blevet endnu tættere efter lanceringen af ”åbningen mod øst”, en større satsning på politisk og økonomisk samarbejde med landene i Eurasien og Asien, især Kina.

Share This