Omvæltningerne i Hviderusland, interview med Svjatlana Tsikhanovskaja

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Hviderusland: Over de sidste årtier har den hviderussiske befolkning ikke fået øje på et alternativ til den herskende elite omkring præsident Aleksander Lukasjenko. Systemet har under Lukasjenko på intet tidspunkt været demokratisk, men det har givet flertallet af befolkningen en følelse af stabilitet og forudsigelighed. Det skriver ”New Eastern Europe” (17.9.2020). 

Det er kendt, at autoritære systemer overalt i verden trives bedst, når de er i stand til at sikre stabilitet og forudsigelighed. Fænomenet kaldes ”autoritær konsolidering”. Lederne i Hviderusland har over årene talt til befolkningen i et forståeligt sprog og sikret befolkningen et nogenlunde acceptabelt eksistensminimum. I mange år kunne flertallet af hviderusserne ikke se et alternativ til Lukasjenko, forstået som en bæredygtig modelite. Det blev alvor ændret i 2020, først med corona pandemien og snart efter med præsidentvalget. 

Den autoritære konsolidering var truet. Lukasjenko forsøgte sig med den gamle kendte strategi, at forbyde de mest farlige kandidater (fx Valery Tsapkala og Viktar Babaryka) at stille op ved præsidentvalget. Siarhei Tsikhanovski kunne heller ikke opstille, men hans kone, Svjatlana, anså han derimod for harmløs og ufarlig. Som Svjatlana Tsikhanovskaja selv siger det (i et interview til det polske ”Newsweek” (39.2020), er hun en lærerinde, der havde trukket sig fra arbejde for at passe sine to børn, og en sådan person havde Lukasjenko mildt sagt ikke meget til overs for. 

Men frygten forsvandt, den gamle ”sociale kontrakt” mellem styre og befolkning fungerede ikke længere. Selv Lukasjenko’s ”tro støtter”, ansatte på store statsvirksomheder, i statslige medier og i sikkerhedsstyrkerne var ikke længere loyale opretholdere af politisk status quo. Som polakkerne i 1980 og tjekkerne i november 1989, under fløjlsrevolutionen, gik folk nu i stort tal på gaderne og protesterede. Civilsamfundet optrådte uafhængig af regimet og ikke-voldeligt. En ny generation har set dagens lys i Hviderusland og kræver at få reel politisk indflydelse. De unge har rejst til mange lande. De ved, hvad der sker også uden for Hviderusland og kommunikerer med ligesindede både hjemme og ude og både fysisk og (især) via de sociale medier. 

Det store spørgsmål er, hvor hurtigt oppositionen bliver institutionaliseret, at der bliver skabt bæredygtige institutioner og modeliter, der er i stand til at gennemføre de nødvendige politiske og økonomiske forandringer. Koordinationsrådet vil være en mulig katalysator for forandring, den dag Aleksander Lukasjenko er helt væk. 

Det fremtidige forhold til Rusland er meget vigtigt. Det emne bliver diskuteret ivrigt. Oppositionen gør sit bedste for at undgå konfrontation med Rusland. Til det før omtalte polske ugeskrift ”Newsweek” siger oppositionens præsidentkandidat og leder Svjatlana Tsikhanovskaja og leder af oppositionen, at Vladimir Putin godt nok taler med vores såkaldte præsident (Lukasjenko), men han er en ”klog politiker”, der forstår, at hviderusserne ikke længere (stiltiende) accepterer Lukasjenko’s styre. Han afventer, hvad der sker. Indtil videre kan han godt bruge en nu politisk medgørlig Lukasjenko. Men han ved, at hviderusserne og russerne altid har levet fredeligt sammen, været partnere. 

Putin ønsker ikke oprør nede fra i sit eget land. Men demokrati i Hviderusland betyder ikke, at partnerskabet ophører. De lån, Putin har ydet Lukasjenko, har ikke stor betydning; de er mest til brug for afdrag på gamle lån. At Hviderusland kommer tættere på Europa er ikke ensbetydende med, at der dermed bliver opbygget en mur mellem Hviderusland og Rusland, vurderer Svjatlana Tsikhanovskaja. Efter hendes mening vil Putin klogelig afstå fra at intervenere militært.