Sortehavets kosmopolitiske perle

Potemkintrappe i Odessa Foto: Ota Tiefenböck

Den ukrainske millionby Odessas brogede historie og byens kosmopolitiske befolkning har gjort byen til noget særligt

Af Ota Tiefenböck

Ukraine: Den sydukrainske havneby Odessa er fantastisk og anderledes end andre ukrainske byer. Grundlagt af tatarerne i slutningen af 1300 tallet og oprindeligt opkaldt efter khanen af Krim, Hadzibej.

Efter den russisk-tyrkiske krig (1787-1792) faldt Odessa på russiske hænder. Den russiske kejserinde Katarina den Store overtog styringen af byen i slutningen af 1700 tallet, efter at hendes elsker, general Grigorij Potemkin i 1789 besejrede tyrkerne.

Katarina den Stores plan var at gøre Odessa til en kosmopolitisk by og en slags Sankt Petersburg i syden. Derfor åbnede hun døre for indvandring til Odessa, som hurtigt blev en pulserende kosmopolitisk by med en befolkning sammensat af ukrainere, russere, jøder, grækere, tyrkere, bulgarer og albanere.

Den kosmopolitiske stemning kan tydeligt ses på byens arkitektur, som er mere påvirket af fransk og italiensk byggestil, såsom klassicisme, renæssance eller art nouveau. I dag er Odessa, hvis mange seværdigheder længe havde været forsømt, mens Ukraine var en del af Sovjetunionen, ved at genvinde sin storhed og særlige kosmopolitiske stemning.

Odessas formentlig mest kendte seværdighed er Potemkintrappen, bygget i første halvdel af 1900 tallet og kendt især fra den russiske filminstruktør Sergej Eisensteins film Panserkrydseren Potemkin fra 1925.

Byens Operahus blev bygget i 1880 af samme arkitekter, Ferdinand Fellner og Herman Helmer, som byggede Operahuset i Wien. Vigtige seværdigheder er også byens gågade Deribasovskaja, opkaldt efter byens første borgmester Josep de Ribas samt byens park Gordoskyj Park (Byparken), som er en af Odessas mest benyttede parker.

Byens smukke strand Arkadija ligger kun ca. 15 minutter med sporvogn nummer 5 fra byens centrum.

Share This