Nyt IMF-lån skal hjælpe Porosjenko

Ukraines præsident Petro Porosjenko Foto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ukraine: IMF er gået aktivt ind i præsident-valgkampen i Ukraine og åbent støttet den siddende præsident Petro Porosjenko med et nyt 3.9 mia. dollar lån. Målet er at undgå et økonomisk kollaps i Ukraine op til præsidentvalget næste år, hvor Washington og vel også Bruxelles ønsker præsident Petro Porosjenko genvalgt. Vesten ønsker også, at ”ansvarlige” pro-vestlige partier vinder parlamentsvalget. Det skriver Leonid Bersjidsky i en analyse for tænketanken Bloomberg.

Meningsmålingerne giver ikke Porosjenko den store opbakning; han halter i hvert fald efter Julia Timosjenko, der fører sig populistisk mere frem end Porosjenko, han er også truet af rockstjernen Sviatoslav Vakarcuk.

Trods fejl og mangler foretrækkes Porosjenko frem for alternativerne til posten. Porosjenko har fastholdt sine forretninger, har været involveret i tvivlsomme pengeoverførsler (fx involveret i ”Panama-papers” skandalen). Påfaldende er også, skriver ”New Eastern Europe”, at Ukraines sanktioner mod Rusland er inkonsistente, navnene på de russere der sanktioneres skifter, formentlig ud fra skiftende forretningsinteresser hos de ledende oligarker i landet.

I 2019 udløber et gammelt lån optaget i 2014 på 14 mia. dollar, heraf er dog kun blevet udbetalt de 7.7 mia., da regeringen i Kijev ikke har opfyldt lånebetingelserne. Der blev således fra IMF-side stillet krav om bl.a. liberalisering af reglerne for salg af landbrugsjord, nedsættelse af subsidierne til energisektoren og bedre korruptionsbekæmpelse.  Alt sammen er højst gennemført delvist.

Uden det nye lån ville den ukrainske økonomi formentlig have været på fallittens rand. Sammenlagt, skriver Bersjidsky, har Ukraine fået 11.5 mia. i lån, en brøkdel af de kriselån der er ydet til Grækenland, og under de 15 mia. som Rusland tilbød Ukraine tilbage i 2014.

Det nye 3.9 mia. lån skal efter planen skabe større tillid blandt de udenlandske investorer og således bidrage til øget økonomisk vækst, der satses på em vækst 3.5 pct. i BNP på årsbasis.

Share This