Nye sanktioner mod Rusland, virker de? Eller er de kontraproduktive?

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Rusland: Både før og efter den russiske annektering af Krim, har det været ivrigt debatteret, i hvilket omfang økonomiske sanktioner har de ønskede virkninger. Helt tilbage i 1930érne var sanktioner på den internationale dagsorden, mod Italien eksempelvis. Rammer sanktionerne det/de sanktionerede lande og ændrer de ramte landes adfærd? Eller er sanktioner snarere kontraproduktive, dvs. rammer de sanktionerende lande lige så meget eller mere? Emnet er genstand for en interessant debat i det polske centrum-venstre ugeskrift ”Polityka” (7.2022).  

Ordet ”sanktioner” har været det måske mest populære ord i global politik i de seneste uger i takt med optrapningen af konflikten i og omkring Ukraine. Sanktioner har på det nærmeste været synonymt med ”Vestens magt”, i endnu højere grad end militær magt. Putin vil, siges det fra Washington og Bruxelles, blive pålagt særdeles hårde og virkningsfulde sanktioner skulle han finde på at angribe Ukraine militært. Sanktioner har hidtil ramt enkeltpersoner, ofte oligarker og/eller personer knyttet hertil.

Inden for de seneste uger er endnu engang blevet rejst spørgsmålet om helt at udelukke Rusland fra det internationale betalingssystem SWIFT. Sanktioner målrettet mod forbud eksport af avanceret teknologi til Rusland i stil med COCOM reglerne under den gamle kolde krig har også været på tale. Hertil kommer et muligt stop for igangsættelse af Nord Stream 2.

Sanktioner har været forsøgt indført mange gange før, og har også været diskuteret på forskningsplan. Det er, hedder det i analysen, bredt accepteret, at sanktioner sjældent virker over for store stater. Rusland hører som bekendt til den kategori af stater. At sanktioner alligevel indføres, skyldes ønske om at ”gøre noget, på polsk ”cosrobienia”, og undgå regulær krig. USA har brugt sanktionsvåbnet over for talrige stater; har fx indtil for nylig fastfrosset 9. 5 mia. dollar, der har Afghanistan som ejer. Inden for nyere tid finder vi også Kina og Iran og 43 andre stater på den amerikanske sanktionsliste. Iflg. en opgørelse fra FN var 35 pct. af verdens befolkning i en eller andet grad sanktionsramte i årene fra 2015 til 2020.

Nicolas Mulder, historiker fra Cornell University og forfatter til artikler og bøger om emnet konkluderer, at de vestlige sanktioner i stedet for at løse konflikter snarest har bidraget til at optrappe dem. Mange stater ser dem ikke som en straf, men som en provokation. Flere sanktionsramte lande har været i stand til at finde alternative handelspartnere. Iran og Rusland har styrket de økonomiske forbindelser med Kina og andre asiatiske lande. Eksempelvis eksporterer Rusland mere gas til Kina og svækker således de negative følger af et stop for Nord Stream 2. Iran har været ramt af amerikanske sanktioner i ikke mindre end 42 år.

Især de store lande har evnet at tilpasse sig. Rusland har styrket sit eget finansielle system og betalingssystem og er et meget langt stykke blevet selvforsynende med fødevarer, ja er blevet nettoeksportør. Det har gjort det muligt for Moskva at indføre et totalt forbud mod import af levnedsmidler fra sanktionerende vestlige lande, herunder Danmark. Bedre end sanktioner og leverancer af våben, siges det i analysen, er mere økonomisk støtte til Ukraine end det er sket indtil nu.