Nye mønstre i udvandringen fra Ukraine

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ukraine: Ukrainere der i 1990erne søgte arbejde i udlandet var mest drevet ud fra ønsket om at overleve pga. social nedtur i kølvandet på kommunismens fald. Dengang var målet for udrejsen mest lande langt væk fra Ukraine. Det skriver Olkasander Kramar i en analyse i ”The Ukrainian Week” (januar 2020).

I dag er udvandringen mere åbenlys og officiel og også skiftende sæsonmæssigt. Pga. arbejdskraftmangel har flere lande i det ”gamle” Europa liberaliseret deres visumregime for ukrainere. Også internt i Ukraine har vandringerne været i stigning og ikke kun pga. krigen i Donbas regionen.

Siden 2012 har 650.000 ukrainere skiftet bopæl internt, og ganske som udvandringen er motivet at finde mere vellønnet arbejde. Polen har indtil nu klart taget imod flest ukrainere, alene i 2017 blev der udstedt 585.000 nye arbejdstilladelser, nogle af dem for korte perioder. Antallet af ukrainere der arbejder legalt i landet var iflg. den polske forsikringsmyndighed i 3. kvartal af 2018 426.000. Det reelle tal skønnes at være meget højere, godt over 1 million.

Men antallet er ukrainere som søger arbejde i Polen er for nedadgående. Nye mønstre tegner sig. Det skyldes meget, at det er blevet lettere for ukrainere at få arbejde og ophold i lande som fx Litauen, Estland, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn. Ukrainere er nu på top 3, når det gælder indvandring i Bulgarien, Kroatien, Litauen og Danmark.

I Tjekkiet var kvotaen for indvandring af ukrainsk arbejdskraft i 2016 3.800, siden er tallet tidoblet. Blandt de baltiske lande modtager Letland færrest ukrainere, ca. 3000 har fået arbejdstilladelser årligt, men tallet er nu mærkbart stigende også her.

Særligt fokus er rettet mod Tyskland. Traditionelt har Tyskland ikke fået mange migrantarbejdere fra Ukraine, i 2018 var tallet 48.000 svarende til antallet i langt mindre lande i Europa som fx Tjekkiet, Litauen og Estland.

350.000 rumænere og polakker 420.000 har arbejde i Tyskland. Men Tyskland har lettet vilkårene for import af ukrainsk arbejdskraft. Det kan få følger, fx kan en del ukrainere nu vælge Tyskland frem for Tjekkiet, Litauen og Estland, selvfølgelig forudsat at det betaler sig økonomisk. Den gennemsnitlige minimalløn er typisk fire gange større i de centraleuropæiske lande end i Ukraine selv. 

Polen kæmper hårdt for at fastholde og udvide antallet af sundhedsarbejdere fra Ukraine, manglen på arbejdskraft er her særlig høj. Af de 220.000 beskæftigede sygeplejersker/sygehjælpere er de 73.000 over pensionsalderen. Antallet af læger pr. 1000 indbyggere er i Polen under det halve af EU-gennemsnittet. Ukrainere udgør 36 pct. af de udlændinge med ret til at drive medicinsk praksis i Polen.

Følgen af udvandringen er mærkbar mangel på kvalificeret arbejdskraft i flere brancher i Ukraine selv. Det store spørgsmål er, hvordan ukrainere der arbejder i udlandet i langt højere grad end i dag kan skaffe den ukrainske stat flere indtægter, fx via budgettet eller sociale fonde. Den ukrainske grundlov og love generelt har ikke taget højde for, at så mange ukrainere arbejder i udlandet.