Ny UEFA præsident inviteret til Krim

Illustrationsfoto: Youtube

Illustrationsfoto: Youtube

Formanden for Krims fodboldforbund, Yuri Vetokha, har inviteret UEFAs nye præsident Alexander Ceferin til Krim for at se regionens fodboldmæssige fremskridt med egne øjne.

Af Toke Møller Theilade

Slovenske Alexander Ceferin blev for nyligt valgt som ny præsident i UEFA, og en af hans første opgaver som ny præsident kan blive et besøg på Krim. Krims fodboldforbund har længe håbet på at få besøg af UEFAs præsident, og i sidste uge inviterede formanden Yuri Vetokha endnu en gang præsidenten, der altså nu er Ceferin.

Til det russiske  nyhedsbureau TASS udtalte Vetokha:

”Vi har sendt en udtalelse til Ceferin for at ønske ham tillykke med sejren i valget. I næste uge vil vi diskutere hans besøg, men vi afventer ham så hurtigt som muligt, ellers så vil vi besøge ham. Vi forventer, at Ceferin vil besøge en af kampdagene i den Krimske turnering, formentlig i slutningen af september eller starten af oktober, for at vise ham, hvordan tingene fungerer her.”

Klubberne fra Krim fik efter den russiske annektering tildelt pladser i det russiske ligasystem, men dette forbød UEFA kort efter. Siden dengang har Krim haft specialstatus i UEFA, og området har nu deres egen turnering med otte forskellige hold.

 

Share This