Ny tjekkisk regering er på plads, men afventer corona-ramte præsident Zemans godkendelse

Tjekkiets præsident Milos Zeman Foto- Miloslav Hamřík

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Tjekkiet: Tjekkiets præsident Milos Zeman er efter alvorlig sygdom vendt tilbage på sin post. Men han fik konstateret corona torsdag og er blevet sendt tilbage til hospitalet. Den formelle overdragelse af regeringsmagten til Petr Fiala’s 5-parti regering må derfor vente. Milos Zeman`s tilbagevenden var dog ikke ensbetydende med, at ministrene i Tjekkiets nye regering straks kunne indtage deres pladser.

Som fremgår af en analyse i ”Balkan Insight” (25.11.2021) støttes den ny regering af 108 ud af parlamentets 200 medlemmer. Regeringsdannelsen har bestemt ikke været enkel. Fem partier skal nå til enighed. Milos Zeman har accepteret at udpege Borgerdemokratisk Partis (ODS) leder Petr Fiala som ministerpræsident, men det er ikke sikkert, at han godkender alle 17 ministre, eksempelvis udenrigsminister Jan Lipavsky fra Piratpartiet. Zeman deler ikke Piratpartiets hårde linje over for Rusland og Kina. Fiala har bundet sig til at bakke op om alle foreståede ministre. Zeman har før, under Andrej Babis, benyttet sig af fremgangsmåden med at afvise forslag til ministre.

 Zeman var som udgangspunkt ikke begejstret for regeringsskiftet. Han bakkede op om den forrige regering og i særdeleshed Andrej Babis, regeringslederen. Zeman vil sikkert gøre, hvad kan han for at udnytte uenigheder inden for den ny regering. ODS er et erklæret liberalt parti og opdelt internt når det gælder forholdet til EU. En EU-begejstret fraktion står over for en mere EU-skeptisk. KDU-CSL er et kristeligt liberalt parti. TOP 09 og Stan er EU-venligt og ønsker en hård ”havelsk” linje over for Rusland og Kina.

Den ny regering vil stå over for svære opgaver, frem for alt at få bekæmpet COVID-19 pandemien og bragt orden i statsfinanserne. Mulige indgreb for at begrænse pandemien er allerede blevet diskuteret i den ny regering. Som i andre europæiske lande kan det skabe konflikter, hvis/når det kommer til spørgsmål relateret til ”lockdown” og tvangsvaccinering. ODS har fået overdraget finansministeriet og lagt op til at begrænse statsunderskuddet. Det samlede underskud er beregnet til 300 mia. koruna. I udenrigspolitikken er der lagt op til en mere pro EU og NATO linje. Nogle i regeringen går ind for tjekkisk optagelse i euroen, ODS derimod er mere skeptisk. Et kompromis kan være, at regeringen forbereder sig et euro-medlemskab uden udsigt til, at det sker inden for regeringsperioden.

Linjen over for Kina og Rusland bliver givetvis hårdere. At handel med og investeringer fra Kina daler, kan regeringen leve med. På papiret vil miljø- og energipolitikken blive mere grøn. EU’s ”Green Deal” deler vandene. Holdningen til Visegrad-samarbejdet er noget usikker. Nogle i regeringen vil formentlig foreslå hård linje over for Polen og Ungarn. Men ODS er med i samme gruppe i Europaparlamentet som Polens regerende Lov og Retfærdighedspartiet (PiS). Som sagt har ODS en EU-kritisk fløj, som kan give Fiala problemer. I regeringserklæringen bakkes der op om samarbejdet i Visegrad-landegruppen, men den ny Europa minister Mikulas Bek fra partiet STAN mener, at Visegrad-samarbejdet har været overvurderet (”overrated”), underforstået at det bør nedprioriteres. Udenrigspolitikken har tydeligvis “for mange kokke”, for mange ministre. Bek’s Europaministerium overlapper statsministeriets udenrigsafdeling og Lipavsky’s udenrigsministerium, skulle Lipavsky få udenrigsministerposten.

I juli 2022 skal Tjekkiet overtage EU-formandskabet. Mange frygter allerede nu gentagelse af 2009, hvor EU-formandskabet faldt sammen med en dyb regeringskrise og et efterfølgende nyvalg til parlamentet. At dømme efter meningsmålinger og eksperter vil det være en overraskelse, dersom regeringssamarbejdet holder tiden ud. Petr Fiala er kendt som dygtig forhandler og kompromis-mager. De evner vil han få hårdt brug for. Han er konservativt indstillet og som sagt ikke euroskeptisk. Han vil ikke handle som de illiberale regeringer i Polen og Ungarn. Men foreløbig venter vi på regeringens formelle tiltrædelse, og at den corona-ramte Zeman igen vender hjem fra hospitalet.  

Share This