Ny meningsmåling i Polen giver gode chancer til en samlet opposition

Polens hovedstad Warszawa Foto: Ota Tiefenböck

Polens hovedstad Warszawa Foto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU 

Søren Riishøj_2Polen: Omtrent samtidig med de seneste store demonstrationer mod den polske regering for nylig og maratondebatten i parlamentet samme dag, rejst af Lov og Retfærdighedspartiet om den tidligere regerings ”pengemisbrug” og skandaler, offentliggjorde analysebureauet TNS en ny og på mange måder interessant meningsmåling.

I den måling er Lov og Retfærdighedspartiet største parti med 34 pct. eller lidt under niveauet ved sidste valg, det liberale ”Nowoczesna” (”Moderne”) er næststørste parti med 20 pct. efterfulgt af ”Kukiz 15” og Korwin´s parti. Andre partier klarer ikke spærregrænsen på 5 pct.

Stemmespild er til Lov og Retfærdighedspartiets fordel, hvilket vi tydeligt så ved valget sidste år, hvor hele 16 pct. af stemmerne gik til partier, der ikke klarede spærregrænsen.

TKN spørger også, hvordan de adspurgte vil stemmer, hvis oppositionen til Lov og Retfærdighedspartiet optræder som en samlet blok. I det tilfælde får opposition 38 pct., Lov og Retfærdighedspartiet 33 pct., ”Kukiz-15” 13 pct. og Korwins parti 6 pct.

Lov og Retfærdighedspartiet vil da ikke kunne mønstre et flertal alene i parlamentet, men måtte finde støtte hos ”Kukiz-15”.

Undersøgelsen har rejst en fornyet debat om behovet for etablering af en fælles koalition af partier i opposition til regeringen med mindre stemmespild til følge. Undersøgelsen viser i øvrigt, at Lov og Retfærdighedspartiet har de fleste vælgere i aldersgruppen 50-60 år.

Share This