Ad

Netanyahu til kontroversiel Mellemøsten-konference i Polen

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: Det forlyder uofficielt, at Israels ministerpræsident Benjamin Netanyahu agter at tage del i den meget omdiskuterede Mellemøsten-konference, som USA og Polen afholder i Warszawa 12.-13. februar. Hans deltagelse vil i sig selv ikke gøre selve konferencen mindre politisk kontroversiel.

70 lande er inviteret til konferencen, dog ikke Iran. Udenrigsministrene fra Rusland har allerede meldt ud, at de ikke tager til Warszawa. Det ventes, at også udenrigsministrene fra Storbritannien, Tyskland og Kina udebliver. EU’s udenrigskommissær (”high representative”) kommer heller ikke. Afbuddene skyldes, at USA står ret alene med sin beslutning om at trække sig fra atom-aftalen med Iran. 

Der er stadig en del forvirring om både målet med og indholdet i konferencen. I en artikel i den liberale tænketank ECFR, skriver Piotr Buras, Ellie Geranmayeh og Jeremy Shapiro, at formålet formentlig er et ønske om at holde USA’s anti-Iran dagsorden ”varm”, vise at USA ”gør noget”. Polen forsøger at neddæmpe konferencens betydning og afviser, at der er blot tale om en anti-Iran konference.

Men det er kendt, at regeringen i Warszawa satser på et ”special partnership” med USA og arbejder for at få permanente amerikanske baser (”Fort Trump”) til landet. Det sker uden at rådføre sig med EU og NATO. Kan USA splitte Europa i Iran-spørgsmålet og skabe en ”coalition of the willing” tager man sikkert gerne det med hjem til Washington.

For at gøre konferencen ”spiselig” er dagsordenen som antydet gjort bredere, således at andre mellemøstlige emner end Iran er på dagsordenen. Iran har reageret kraftigt. Teheran minder om, at Iran under 2. verdenskrig tog mere end 100.000 polske flygtninge. Polen er, som det siges, ramt af ”en desperat anti-Iran virus”.

En polsk filmfestival i Teheran er blevet aflyst, også andre sanktioner kan komme på tale, eksempelvis en skærpelse af visumbestemmelserne for polske turister. Men meget afhænger af, hvordan konferencen kommer til at forløbe. Bliver den en fiasko, vil Iran sikkert holde lav profil efterfølgende. At Natanyahu deltager i konferencen, er i sig selv en provokation, bedømt fra Teheran.