Nærmer Bulgarien sig Visegrad-landene?

Den bulgarske hovedstad Sofia Foto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Bulgarien: For et års siden stillede kun få i Bulgarien spørgsmålstegn ved landets proeuropæiske linje, og det selv om lande fortsat er underlagt EU’s særlige ”cooperation og verification” mekanisme og er holdt uden for Schengen. Trods høj korruption og alvorlige problemer med mediefriheden har EU forholdt sig ret positivt til Bulgarien. Det skriver Daniel Stefanov i en analyse for ”Carnegie Endowment”.

Kommissionen har rost Bulgarien for at holde underskuddet på statsfinanserne lavt, kontrollere grænsen til Tyrkiet tilfredsstillende, understøtte EU’s Vest-Balkan-politik og stort set også EU’s migrationspolitik. Men linjen fra Sofia er så småt ved at blive ændret.

I september gik de fleste af GERB, det regerende partis medlemmer således imod at indlede sanktionsprocedurerne mod Ungarn, selv om GERB er nært knyttet til CDU i Tyskland, der støttede sanktionerne. Partiet har også bakket op om Viktor Orbáns – og andre Visegrad-landes- kritik af, hvad der ses som ulige behandling af de mindre medlemslande.

Regeringen i Sofia har også åbnet op for flere økonomiske kontakter med Rusland. Mordet på den bulgarske journalist Viktoria Narinova sidste måned har også ført til et mere anstrengt forhold til EU, selv om mest tyder på at mordet var ”apolitisk”. Vurderingerne i Bulgarien af andre EU-lande, viser interviewundersøgelser, er ret forskellige, Holland figurerer særlig lavt på grund af dette lands modstand mod Bulgariens optagelse i Schengen.

Share This