Når krigen er vundet og tabt

Lidt strøtanker om krigen i Ukraine, Rusland, Putin og verden i almindelighed

Af Michael Hardenfelt

Debat: Jeg er ikke ekspert i Ukraine. Men jeg har boet i Polen i over 20 år, og som en nabostat har jeg også nu og da orienteret mig om, hvad der sker østpå. Det er altså min baggrund – en grundig orientering i polsksprogede kilder, som har et andet perspektiv end dansk- og engelsksprogede kilder. Og så skal jeg lige advare: flere bekendte anser mig for at være halv-Putinist. Det er ikke en beskrivelse, jeg selv kan genkende, men det er rigtigt, at jeg prøver at se tingene fra flere vinkler. Jeg mener måske også, man burde have slugt nogle kameler, for at undgå krigen; det gjorde man så ikke, så det er historie. Men … jeg har ikke nogen klar konklusion/ mål med det, jeg skriver. I virkeligheden skriver jeg måske bare til mig selv, for at prøve at organisere de mange indtryk.

Min viden om Ukraine er altså dels fra en begrænset litteratur og en masse avisartikler og kommentarer, men nok i endnu højere grad fra ukrainske bekendte, jeg har haft gennem årene. Nogle gange har jeg kunnet konkludere meget på baggrund af småbemærkninger, nogle gange har et tæt bekendtskab givet en dybere indsigt. Og lidt det samme gør sig gældende for Ruslands tilfælde, med den tilføjelse, at enhver, som bor i Polen, med tiden bliver ruslandsekspert. Moskva og Warszawa har så meget fælles historie, at det er uundgåeligt. Historien binder også Polen til Ukraine, men det er som aggressoren Rusland, der står klarest i den polske bevidsthed, mens Ukraine mere behandles som det tabte polske land.

Og bortset fra det, så anser jeg bare mig selv for at være et almindeligt tænkende menneske, men … når jeg ser på antallet af løsrevne ukvemsord, der smides rundt på sociale medier, så er jeg ærlig talt i tvivl om, hvor meget folk tænker.

Baggrunden for krigen

For at begynde et sted, så er jeg frygtelig irriteret over, hvordan alle pludselig løber i den samme retning. Putin er ond og gal. Han har mistet forstanden, siger nogen, som straks efter vil blive rettet at en anden som fastslår, at Putin altid har været ond og rablende sindssyg. Hvis man hævder, Putin har mistet forstanden, bliver det altså pludselig et forsvar for en mand, som alle burde kunne se, altid har været sådan. 

 Men … Putin har ikke gennemført dette i sin egen lille private hjerne. Putin er gået i krig, fordi han ved, russerne føler sig som et stort folk og er deprimerede over at have mistet deres supermagtstatus. Putin vil vise folket, at Rusland fortsat er en supermagt, som kan gøre, hvad den har lyst til.

 Selvfølgelig er der mange russere, der er imod krigen. Specielt middelklassen i de større byer, hvor de for alvor betaler prisen. Der er også et lille liberalt vesteuropæisk orienteret segment, som mener det er helt fint med bøsser, vegetarer og en fredagsjoint i ungdomsklubben; men det er altså et begrænset mindretal. Og så er der mange, der har svært ved at se ideen i at kæmpe mod et broderfolk, det er lidt ligesom hvis danskerne (jeg er københavner -:)))) skulle kæmpe mod jyderne. Her er paradokset – de fleste russere anser ukrainerne for at være russere, og som sådan vil en fælles stat være det eneste rigtige, men … det er også svært at kæmpe mod sine egne landsmænd. Langt de fleste har familie eller forfædre fra Ukraine (ligesom jeg har det i Jylland). Det her bliver kompliceret for dem. Og så er der det lille problem, at ukrainerne ikke udpræget anser sig for at være russere.

 Den officielle historie er, at Rusland vil redde Ukraine fra en fascistisk røverbande. Den reelle forklaring er efter min mening dels, at Putin vil have en bufferzone mod Vesteuropa (hvilket ikke kun er Putin, men er af vital forsvarsinteresse for Rusland, uanset hvor mange gange NATO erklærer at det er en forsvarsalliance), dels at han gerne vil huskes af historien som en vældig russisk leder, der genrejste Rusland. Men den grund, som får mange russere til at støtte krigen, er simpelt hen russisk nationalisme. De anser hvide, ortodokse russere for at være et herrefolk og anser Ukraine for at være en forræder-nation, en forvildet lillebror, som må på rette spor. Og de vil være stolte, hvis Rusland bliver genrejst i sin tidligere geografiske form. Med krigen køber Putin sig simpelt hen politisk støtte fra denne meget store gruppe russiske nationalister.

 Det hører også med, at Ukraine ikke har formået at få gavn af friheden og fri markedsøkonomi. Landet har haft en hensygnende økonomi de sidste 30 år, nok i en vis grad på grund af russisk indblanding, men også på grund af interne spændinger, herunder mellem russisktalende og ukrainsktalende. Man har fra centralt hold lagt vægt på en enhedsstat, etsprog og en kultur, i stedet for at udvikle en forbundsstat eller udstrakt autonomi, som nok ville fungere bedre i et land med indre spændinger.

 Optakten

Det her er ikke noget Putin pludselig har fundet på. Indlemmelsen af Krim i 2014 var næppe begrundet i en speciel kærlighed til halvøens russisktalende flertal, og sikkert heller ikke sorgen over at have mistet et sommerferieparadis. Den konkrete grund er den russiske sortehavsflåde i Sevastapol, som den russiske ledelse frygtede de på sigt kunne miste. Og så havde de altså begrundelsen med den russisktalende befolkning på Krim. Jeg må sige, at jeg ikke var uden forståelse for de russiske bevæggrunde. 

 Ruslands greb om Belarus (Hviderusland) er relativt solidt, og er tydeligvis blevet strammet efter de sidste uroligheder i landet. I bagklogskabens klare lys er der næppe nogen tvivl om, at flygtningestrømmene fra Belarus var en russisk generalprøve på Vestens reaktion på en krise. Og krigen har vist, at Belarus i realiteten er en integreret del af den russiske militær- og udenrigspolitik.

 Kampene

Det mest overraskende her er nok forskellen i kampviljen. Ukrainerne kæmper frygtløst med hvad de nu har, mens de russiske soldater synes trætte og umotiverede. Det har måske heller ikke været tilstrækkelig godt forberedt. Med den militære overvægt burde russerne kunne være rullet langt hurtigere frem, og var det gået hurtigere og mere effektivt, ville verden have stået overfor et gennemført faktum. Nu ser vi tydeligt, at ukrainerne ikke byder gæsterne velkommen med blomster.

Det er vel næppe nogen overraskelse, at ukrainerne kæmper indestængt for deres fædreland, men det er det alligevel. Dels er en stor del af Ukraines befolkning russisksprogede, og mange af dem anså indtil for få år siden Rusland for deres fædreland. En anden del af ukrainerne har simpelt hen været desillusionerede. Nogle troede på den orange revolution 2004-2005, men den fortabte sig i støvet og den efterfølgende desillusion har været total. Ukraine har siden uafhængigheden i 1991 været forsumpet i korruption og stilstand. Ukraine for nogle få år siden lignede i høj grad Polen i 1990’erne – støvet, trist og fattigt. Kampene mellem de forskellige fraktioner har været mellem rige oligarker eller fremadstormende smårige, som ville indtage pladsen som oligarker. Rigtigt mange har simpelt hen vendt Ukraine ryggen, og er taget til Polen eller andre vesteuropæiske lande.

Ukraine har haft 30 år. Opbygningen af en national bevidsthed er ved at bære frugt, også i de russisktalende egne, hvor den ukrainske stat har gennemført ukrainifisering og nægtet regionerne retten til selvstyre og eget sprog. Det har overrasket Rusland, at disse områder tydeligvis er loyale overfor Ukraine, og det har … indrømmer jeg blankt … også overrasket mig.

Men det gør også, at den russiske hær ikke bare skal nedlægge en hær. Hvis det var tilfældet, ville det måske nok have været en blitzkrig. Med overlegne styrker er det ikke så vanskeligt at nedlægge en organiseret fjende. Men russerne kæmper mod folket, det ukrainske folk kæmper mod russerne, og selv hvis den russiske hær kan indtage deres militære mål, så skal der en del soldater til at pacificere et land. Det kender Vesteuropa alt til – ganske få terrorgrupper har kunnet frembringe paniktilstand. Og englænderne har i Nordirland lært, hvad organiseret modstand fra et folk betyder. 

Rusland kan ikke blive i Ukraine. De har simpelt hen ikke ressourcerne til at allokere så mange soldater, at de kan kontrollere landet med terror. Specielt ikke nu, hvor krigen har rystet det ukrainske folk sammen. Det maksimale Rusland kan gøre er at lave nogle satellitstater med russisktalende befolkninger og begrænset indbyggertal, som senere bliver inkorporeret i Rusland. Og så kan de indsætte en marionetleder i resten af Ukraine, men sådan en marionetleder går svære tider i møde; folket er rystet sammen og har set håbet. 

En krig, som Ukraine hidtil har vundet overvældende på point, er informationskrigen. Dels er Ruslands forklaringer simpelt hen utroværdige. Først anerkender de et par separatistrepublikker og går militært ind for at støtte disse. Så langt, så godt. Ungarn ville have støttet op om det, og en masse andre lande ville også have sagt ”ok”. Men når Rusland så fortsætter ind over Ukraine for at ”redde landet fra korrupte ledere og nazisme”, så skal man være ret langt ude, for at tro på forklaringerne. Det er simpelt hen ikke overbevisende.

Derimod er ukrainerne sindssygt dygtige, i særdeleshed den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskij, som er blevet verdenskendt som skuespiller. Men han er nu også uddannet jurist. Nu har han imidlertid fået sit livs rolle, og den opfylder han til alle de filmpriser, der på nogen måde kan uddeles. Han taler til det russiske folk på russisk, han vækker kampviljen hos sit eget folk, og han taler sig med sine små filmklip ind i den vestlige verdens samvittighed. 

Samtidigt udstilles krigens gru, men man præsenteres også for brændte russiske tanks, eksempler på udygtighed hos den russiske hær og de tilfangetagne russiske soldater, som får besked på at ringe hjem og fortælle, at de bliver løsladt, hvis deres mor kommer til Ukraine og henter dem. Og så har han formået at få andre fra statsadministrationen til at være vigtige ansigter i kommunikationen til befolkningen og verden, så krigen ikke står og falder med en kugle i Zelenskijs kranie. Det får ukrainerne til at tro på sejr, og det påvirker måske også russerne.

Flygtningene

Polen har udvist enorm velvilje, lige som andre vesteuropæiske stater. Men det er også hvide, kristne mennesker, med et værdisæt tæt på det polske. Mange har polske forfædre, og mange polakker har forfædre fra Ukraine. Godt nok er de overvejende ukrainsk-ortodokse (uafhængig russisk ortodoks) med et græsk-ortodokst mindretal, men det er da altid bedre en gudløse protestanter. Og eftersom mænd i alderen 18-60 år i princippet ikke må forlade Ukraine, er flygtningene overvejende kvinder og børn, altså personer, der ikke vækker samme frygt som grupper af vrede unge mænd.

Uden at forklejne den medmenneskelighed, som udvises overalt i Polen i øjeblikket, er det måske ikke kun det rent humanitære aspekt, det drejer sig om. Ukrainerne kæmper mod Rusland, og i den polske fortælling, er Rusland fjende nr. 1. Rusland har været i Polen i så mange år, at frygten ikke bare forsvinder af et NATO-medlemsskab, og hvis man havde en effektiv tankelæsemaskine, så ville Putin (og mange russere) sikkert også anse polakker som en slags halv- eller trekvart-russere. Så støtten til Ukraine og ukrainske flygtninge er samtidigt en støtte til kampen mod en fælles fjende.

Uden at dette hidtil er bragt op i diskussionen i Polen, skal man måske ikke underkende, at Polen med flygtningestrømmen har en chance for at vende sin demografiske udvikling med relativt unge kvinder og deres børn, som vil kunne finansiere fremtidens pensioner for polakkerne. Polen har i mange år haft negativ befolkningstilvækst, og man har hidtil gjort alt, for at undgå flygtninge og indvandrere med forkert hudfarve eller religion. Men … måske er redningen kommet. Eller måske rejser de hjem, når det hele er overstået. Vi får se.

Under alle omstændigheder giver flygtningestrømmen pres på indkvarteringskapaciteten i Polen. For tiden indkvarteres flygtningene hos private, og man står klar med sovesale, skoler og sportsanlæg, men … det er trods alt midlertidige løsninger. På et tidspunkt skal de have nogle vedvarende boliger, de som bliver.

Polen har allerede modtaget over en million flygtninge, og det er indtil nu gået gnidningsløst. Men … på et tidspunkt kunne man godt forestille sig, at det begynder at blive en belastning, når man begynder at føle prisen. Men igen, det er foreløbigt et hypotetisk problem.

Den økonomiske krig

Det så ellers så godt ud. Rusland havde betydelige valutareserver efter mange års olieeksport, man var simpelt hen forberedt på sanktioner, og kunne nok godt have klaret at spænde livremmen lidt ind. Det, man ikke var forberedt på, var tsunamien af sanktioner, som har bygget en økonomisk mur mellem Vest og Rusland. Det er ikke en krigserklæring, men det er en tilbagevenden til kold krig – iskold. 

Rusland er teknologisk set et svagt udviklet land, som helt overvejende har satset på eksport af råvarer og import af den nødvendige teknologi. Det drejer sig om importerede fly, som skal bruge reservedele, det drejer sig om betalingssystemer og en masse andre ting, som er nødvendige for at få hverdagen til at hænge sammen. Når Rusland så samtidigt ryger ud af SWIFT-samarbejdet, vil de stort set ikke have nogen muligheder for at betale for importerede varer. Hvis vesten kan opretholde de økonomiske sanktioner, lader det til, at Rusland er totalt afsondret. Det vil skabe en hensygnende stat, og det vil ikke være noget, storbyernes middelklasse bliver glade for. Og Ruslands milliardærer sidder sikkert heller ikke og klapper i hænderne i takt med, at de prøver at udregne deres tab.

Resultatet bliver, at man kan prøve at tuskhandle sig til nogle varer, og at man sikkert vil prøve at kopiere vestlig teknologi, for at producere varer og serviceydelser til lokalt brug – lidt ligesom i Sovjetunionen indtil 1989. Det kommer til at gøre ondt, selv hvis Rusland, Nordkorea og belarus opretter et fællesmarked.

Den manglende teknologi og lavere indtægter vil utvivlsomt også have indflydelse på Ruslands militære styrke, som på den måde bliver udsultet.

Hvordan slutter dette?

Putin har personificeret denne krig. Det er vanskeligt at vurdere, i hvilket omfang militæret og den politisk-økonomiske top i Rusland har deltaget i planlægningen, men verdens vurdering er klar – Putin er skurken. 

Det betyder også, at alle nu har tvunget sig ud i en situation, hvor der ikke er nogen vej tilbage. Sanktionerne er så omfattende, at Rusland nu er udelukket fra det gode selskab. Det er et ruineret land, som selvfølgelig kan begynde at handle med Kina, men det vil være det samme som at gøre sig selv til kinesisk koloni. Det er en absolut realistisk mulighed, og absolut ikke noget man som europæer bør glæde sig over.

Putin vil kunne overleve som leder af et terrorregime, hvor han hele tiden er bange for at blive dræbt. Men han kan ikke give op nu, det vil være et stort prestigetab. Og Vesten har også malet sig selv op i et hjørne – Putin bliver ikke tilgivet. 

Den eneste progressive udgang på konflikten synes nu at være et paladskup mod Putin, med andre ord, at man slår ham ihjel, for der vil kun være besværligheder ved at lade ham være i live, og jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at russerne udleverer Putin til en international domstol. 

En mindre konstruktiv udgang på konflikten er, at Putin rent faktisk er så psykisk belastet, at han beslutter sig for, at hvis alle er imod ham, så skal de få hans magt at føle. Måske har den russiske stat sikkerhedsventiler mod en vanvittig leder, der trykker på knappen, måske ikke. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at USA har afdelinger, som laver psykologiske profiler på statsledere og væsentlige geopolitiske spillere rundt omkring i verden. Jeg håber bare, de er dygtige til deres arbejde.

… måske – jeg ved det ikke, og det er meget svært i den nuværende situation – ville den bedste løsning være, at lade Putin komme ud af dette på en måde, som han kan præsentere som en sejr for sine undersåtter. Men jeg erkender, at det er et meget svært spørgsmål. Og jeg ved heller i rigtigt, hvordan det skulle ske.

When the battle is lost and won

På et tidspunkt slutter krigen. Måske vil vi til den tid alle være døde, og det vil være tid for at opbygge en ny civilisation. Skulle det ikke gå så galt, er det måske på tide at overveje fremtiden.

Rusland ligger stadig hvor de ligger, og den russiske nationalisme fjernes ikke med et fingerknips, uanset om krigen vindes eller tabes eller om Putin lever eller ej. De russiske atomsprænghoveder forsvinder heller ikke, med mindre de alle sammen bliver sendt mod Ruslands fjender. 

Et klart resultat af den hidtidige konflikt synes at være en ændring i det politiske billede i Europa. Finland (med sin betydelige grænse til Rusland) bliver måske NATO-land, det samme kan ske for Sverige, og Schweitz har slækket på sin neutralitetspolitik.

Den mest alvorlige konsekvens er dog, at Tyskland er blevet tvunget til at blive storpolitisk aktør. Efter at vi siden 2. Verdenskrig har forsøgt at inddæmme Tyskland og sørge for, at de ikke kommer til at dominere Europa, tigger vi dem nu om at være aktive, nærmest om at tage føringen. Og det er de på vej til. Med en ny tysk kansler ligger der her en kursændring i tysk politik overfor de europæiske naboer, og jeg er ikke sikker på, det er noget vi bliver glade for i fremtiden. 

Men det vigtigste bliver at finde en varig fred med Rusland. Eller endnu bedre, et varigt venskab. Det nytter ikke noget, hvis vi kun vil være venner med den intellektuelle russiske elite i storbyerne (selv om, det er da fede mennesker at være sammen med). Hvis Vesteuropa vil påvirke Rusland, må det komme, fordi russerne selv føler dette behov, ikke fordi Vesteuropæerne mener, at dette er den eneste logiske vej. 

Det tager tid at omstille et land mentalt. Det er tydeligt i lande som Frankrig og England, som stadig kæmper med deres mistede stormagtsstatus. Det lykkedes at gøre tyskerne til ordentlige mennesker efter 2. Verdenskrig, men det var kun i kraft af besættelsen og en intensiv ”genopdragelse”, og så fordi, Tyskland rent faktisk havde noget at skamme sig over. Det bliver svært at ordne Rusland på samme måde.

Man kan også stille klare grænser op og fortælle, at overskrider I den røde linje, kommer alt Vestens militære isenkram imod jer. Sådan levede verden fra 1945 til 1989 – og det er ærlig talt ikke noget, som er værd at stræbe efter. Vi undgik en ødelæggende atomkrig i de år, men det var ikke forudbestemt at det skulle gå sådan.