Mr. East er Danmarks nye influencer, nu med mere end 200.000 følgere på Instagram

Mr.Easts chefredaktør Ota Tiefenböck (jakke: Made in Ukraine, skjorte: Made in Moldova, bukser: Made in Tajikistan, butterfly: Made in The Autonomous Republic of Abkhazia

Af Hans Karl Sørensen

“Det er ganske overvældende, jeg er fra naturens hånd et ganske beskedent og endda genert menneske, så det er en smule grænseoverskridende for mig at være så trendy, siger Mr.Easts chefredaktør Ota Tiefenböck.

Mr. East har onsdag morgen rundet 200.000 følgere på Instagram, og strømmen af nye følgere synes at fortsætte. I løbet af onsdagen er 244 ekstra følgere kommet til, og torsdag morgen er der kommet yderligere 104 følgere.

“Det er naturligvis Mr.East som helhed der er så populær, men mange giver udtryk for, at de er vilde med mit tøj, siger Ota Tiefenböck og tilføjer, at han i lighed med flere andre chefredaktører og chefanalytikere nu er begyndt at gå med hat.

Han er overbevist om, at det tøj, han har på og sammensætningen af tøjet, er afgørende for Mr.Easts popularitet. På de seneste billeder, Mr.East har offentliggjort på Instagram, er Ota Tiefenböcks tøj lavet i Moldova, Tadsjikistan, Ukraine og og den tidligere georgiske region Abkhasien. Det ser anderledes ud, end hvad man kan købe i butikkerne herhjemme.

“Jeg er formentlig den eneste i Danmark, hvis skjorte er “Made in Moldova” og samtidig går i bukser “Made in Tadjikistan”. Den slags kan jo hverken købes i Hennes og Mauritz, NewYorker eller WoodWood, siger Ota Tiefenböck.

Den nye billedserie og Ota Tiefenböcks naturlige og afslappede charme på billederne tiltrækker ganske naturligt mange læsere til Mr.Easts hjemmesiden. Det viser kommentarfeltet på Instagram.

“Jeg synes, at Mr.East er totalt fed hjemmeside, den giver ikke blot et godt billede af Østeuropa, men også viser nye trends, siger Andrea, en af læserne, som nu også er begyndt at efterstræbe Mr.Easts tøjstil og som har postet en video i kommentarfeltet.

Troels følger også Mr.East og også han er ganske vild med hjemmesiden.

“Mr.East er det absolut bedste danske medie. Totalt moderne og altid med på beatet, jeg er helt vild med Mr.East, siger Troels.

Alex Grünbaum fra Roskilde Universitetscenter (RUC) forsker i sociale medier og har fulgt flere danske og udenlandske influencers på tæt hold. Han forstår godt danskernes begejstring for Mr.East.

“Mr.East er en ægte fornyer, som pløjer sig igennem helt uopdyrket jord. Den slags giver bonus, hvis det lykkes og der er vidst ingen tvivl om, at det lykkedes for Mr.East. Der er alt for mange, der bare følger strømmen, går i det samme tøj og siger og gør de samme ting som alle andre. Vi har brug for nye rollemodeller, og Mr.East er forståeligt nok og ganske velfortjent blevet en ny rollemodel, siger Alex Grünbaum. 

Artiklen blev bragt som Mr.Easts bidrag til 1. april.

Share This