Mr.East ændrer navn til Mrs.East

Mr East har siden januar 2014 leveret daglige nyheder fra Øst- og Centraleuropa til danskerne. Den 6.april er det slut. Nu bliver det Mrs. East der tager over. Vi ønsker at fremme ligestilling og leve op til vores samfundsmæssige ansvar, siger chefredaktør

Af Frank Winther

Danmark: Mr.East har siden 6. januar 2014 leveret daglige nyheder til danskerne. Antallet af læsere stiger måned efter måned, og det forpligter, mener Mr.Easts chefredaktør Ota Tiefenböck.

”Da vi i 2014 begyndte at udsende nyheder fra Øst- og Centraleuropa havde vi kun ganske få læsere. I dag kan vi bryste os med flere tusinde læsere. Det er vi naturligvis glade for, men vi er også klare over, at den slags forpligter. Ikke kun hvad angår det faglige niveau og artiklernes kvalitet, den slags har aldrig været noget problem hos os, men især hvad angår vores samfundsmæssige ansvar, siger Ota Tiefenböck.

Han fortæller, at der på Mr.East redaktionen er enighed om, at navnet Mr. East udsender forkerte signaler og virker mandschauvinistisk.

”Det er blevet vores tur at give et bidrag. Vi ønsker ikke, at nogen kan føle sig krænket på grund af vores navn. Vi håber desuden, at vores nye navn vil appellere til flere kvinder og på sigt udvide vores læserskare, siger Ota Tiefenböck, som også overvejer samarbejde med flere kvindeorganisationer.

Ifølge chefredaktøren vil Mr.East ændre navn til Mrs. East den 6. april. Det er nemlig Mr.Easts femår- og tre måneders fødselsdag. Navneændringen bliver ifølge Ota Tiefenböck ikke det eneste tiltag.

”Vi vil fremover tælle hvor mange henholdsvis mænd og kvinder, der optræder i vores historier og i slutningen af hver måned kompensere det køn der var mindst repræsenteret i den pågældende måned. Man kan derfor godt forberede sig på at finde kun kvinde- eller mændbaserede historier. Vi ønsker nemlig ikke at træde på nogen, siger Ota Tiefenböck.

Mr.Easts initiativ glæder køn- og ligestillingsforsker Agnette Hegner fra Aalborg Universitet.

”Det er et glædeligt initiativ og det er også glædeligt, at det er et forholdsvis lille medie, der tager initiativ til den slags tiltag og blive bannerførende i Danmark. Det er en god begyndelse og et tiltag, der kan bane vejen for mere ligestilling i samfundet. Jeg håber, de store danske medier lader sig inspirere af Mr. East, siger Agnette Hegner.

******Opdatering d. 2. april 2019******

Artiklen blev bragt den 1. april som Mr. East-redaktionens aprilsnar. Hverken historien eller de anførte citater er i overensstemmelse med virkeligheden. Vi ses 1.4. 2020

Share This