Ad

Moppelkotze, historien om senatsreserven

Af Michael Skovgaard

Tyskland: Berlin lukker gradvist ned, tomme hylder i storbyens supermarkeder og gabende tomme gader, pladser og parker. Senest er der indført „kontaktforbud“, således at maksimalt to personer må færdes sammen i det offentlige rum.

Yderligere tiltag er en mulig inddragelse af byens messehaller til et Corona-nødhospital, hvis situationen forværres. Hæren og pensioneret sundhedspersonale er blevet mobiliseret, og Lufthansa har fået besked på, at det kan blive nødvendigt med nødleverancer ad luftvejen, hvis de normale forsyningslinier ikke længere kan fungere.

Sidstnævnte mulige tiltag vækker minder om en svunden tid hos mange ældre vestberlinere, som oplevede blokaden efter krigen – og mange mindes også den såkaldte senatsreserve, som var en konsekvens af truslen fra øst og en mulig ny isolation af Vestberlin.

Men hvad var denne senatsreserve? Her kommer forklaringen.

Under Den Kolde Krig opbyggede Vestberlin en overlevelsesration til de godt 2 millioner indbyggere. I tilfælde af at byen igen ville blive udsat for en blokade som i 1948/49, skulle forrådet række til 180 dage. Aktionen blev iværksat af De Allierede og finansieret af resten af Vesttyskland.

Reserven bestod af mælkepulver, salt, sukker, tørrede kartofler og andre fødevarer – derudover lægemidler, brændstof og råstoffer til industrien. Alt i alt 4 millioner tons, som var fordelt på 700 depoter i storbyen.

Et kort blik på lagerbeholdningen: 189.000 tons korn, 44.000 tons kød, 11.800 tons stegefedt, 96 tons sennep, 47 tons syltede agurker, 380 tons gummisåler, 35 mio. kunstofbægre (!), 5000 cykler, 10.000 natpotter – og det allermest nødvendige: 18 mio. ruller toiletpapir – 9 ruller til hver vestberliner og næppe tilstrækkeligt til et halvt år.

Endvidere havde man 26 millioner cigarer på lager. Tanken var vel, at hvis byen blev inddæmmet af kommunisterne, kunne man i det mindste vise dem, at man havde noget ordentlig røgtobak.

Senatsreserven var en kostbar omgang. Den regelmæssige udskiftning af fordærvelige varer kostede at anseligt millionbeløb hvert år. Efter udløbsdatoen blev varerne solgt billigt til vestberlinerne. Der fandtes sågar reserver for senatsreserven i form af henkogt oksekød  på dåse – „Schützflesich – opkaldt efter den daværende borgmester Klaus Schütz. Det landede ofte i en ret sammen med kartofler, syltede agurker, grønne bønner og hvad man ellers havde i husholdningen. Retten hed „Moppelkotze“ og lignede noget, der allerede havde været fortæret en gang og var kommet op igen.

Efter Murens fald og Genforeningen blev senatsreserven opløst. I den sidste fase havde man varer på lager til en værdi af 2 milliarder D-Mark. En fjerdedel af beholdningen gik i starten af 90‘erne til den nødlidende befolkning i Sovjetunionen, hvor hungersnød truede, da man ikke længere fik leverancer fra de nu tidligere østblok-lande. Aktionen udløste et mindre chok hos vestmagterne og stærke protester, men til sidst lykkedes det kansler Kohl at overbevise dem om denne humanitære gestus. Dog indgik lageret af syltede agurker ikke som en del af nødhjælpen. Hvis der er noget, russerne altid har uanset hvad, er det syltede agurker!