Ad

Montenegro, demokratiets pris

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Montenegro: Nederlaget for præsident Milo Dukanovic’ Socialistiske Demokratiske Partis (DPS) ved valget i Montenegro i august har startet et nyt kapitel i montenegrinsk politik. Det fastslår Austin Doehler i en analyse for ”New Eastern Europe” (13.11.20).

Det helt store spørgsmål er, hvordan de etniske mindretalspartier vil reagere under de løbende regeringsforhandlinger. Uden deres støtte kan der ikke dannes en ny og blot nogenlunde stabil regering. Indtil valget er politik i Montenegro blevet betegnet som både kedeligt og forudsigeligt. Montenegro er af mange blevet kaldt en mafia-stat grundet regeringers og præsidenters tætte forbindelser til den kriminelle underverden.

Lige siden 1991 har Montenegro været domineret af Det Socialistiske Demokratiske Parti (DPS), den lokale gren af Jugoslavien Kommunistiske Liga, der i årene 1945-1990 havde været eneste tilladte parti. Valgene i Montenegro har aldrig været frie og fair, men systemet som sådan stabilt for så vidt som det samme parti har vundet valgene. Alligevel blev Montenegro i 2017 optaget i NATO.

Ved valget i august fik DPS 35 pct. af stemmerne og sammen med sine traditionelle koalitionspartnere 40 ud af 81 pladser i parlamentet, lige akkurat ikke nok til ikke for første gang at vinde flertallet. Dukanovic gav mandat til oppositionen til at danne en ny regering, og opfordringen blev fulgt.

Det politiske klima i landet er imidlertid blevet forværret siden vedtagelsen sidste år af en kontroversiel lov, som fratager den serbisk ortodokse en stor del af dens ejendomme. Kirken skulle bevise, at dens ejendomme også tilhørte kirken før 1918. Følgen var store protestdemonstrationer blandt serbere, en katalysator for yderligere serbisk nationalisme og et endnu mere anspændt forhold mellem Montenegro og Serbien.

Problemet lige nu er, at en ny regering uden DPS nødvendigvis må have støtte fra det serbiske parti For Montenegros Fremtid (ZBCG), hvortil hører fraktionen Demokratisk Front (DF), som står for en reetablering af den serbisk-montenegrinske stat. Andre oppositionspartier er Fred for vor Nation (PON) og Forenet Reform Aktion (URA), der ser derimod sig selv som pro-europæiske. 

Det serbiske parti insisterer på at få ministerposter. De andre kan godt leve med en ekspertregering. Det forekommer ikke sandsynligt, at PON og URA vil kunne tvinge det serbiske parti til at moderere kravene. Austin Doehler fastslår, at valget i Montenegro er endnu et bevis på, at demokratiske valg og regeringsskift kan have en høj pris, da de kan skabe endnu mere kaos og ustabilitet.

Det er bestemt positivt, at oppositionen langt om længe har kunnet vinde et valg i Montenegro. Men følgen kan blive mere ustabilitet og uforudsigelighed. Fænomenet er kaldt ”electoral fallacy”, en naiv tro på at valg skaber stabilitet og forsoning i lande med svagt demokratisk fundament, høj korruption, mafialignende tilstande og uden fælles national identitet. Begrebet kom for alvor i fokus i 1990erne under Balkan-krigene. Fænomenet er kendt også uden for Balkan.