Modstanden mod den katolske kirke i Polen vokser, ”re-kristianisering” er nødvendig

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: Før 1989 indtog den katolske kirke i Polen stjernestatus. De religiøse højtideligheder, begravelsen af kardinal Sefan Wyszynski i maj 1981 samt pave Paul Johannes IIs rejser til Polen samlede store menneskemængder. Kirken var før 1989 en oase, et fristed fra kommunistisk propaganda. Dette blev forandret efter kommunismens fald. Kirken var slet ikke forberedt på de nye vilkår og de forandringer, fastslås i en interessant analyse i det polske dagblad ”Rzeczpospolita” (4.1.2022).  

Johannes Paul II’s stjernestatus er dalet. Han gik ind for medlemskab af EU, men var konservativt indstillet. Især de 18-24 årige har valgt kirken fra. I den aldersgruppe er andelen af praktiserende katolikker over de sidste 30 år dalet fra 69 pct. helt ned til 23 pct., for hele befolkningen til 42.9 pct., skal vi tro tal fra meningsmålingsinstituttet CBOS. For første gang siden 1992 forholder flere polakker sig negativt end positivt over for kirken som institution. Ærkebiskop Marek Jedraszewski erkender, at især mange unge i dag betragter kirken som en undertrykkede institution. 

Som sagt i ”Polityka” (52.2021) har vi det, der bedst kan kaldes en kulturkrig. Kirken står for mange polakker som en forældet institution. Den er imod abort og ligestilling for kvinder, imod samarbejde i Europa og fastholder et forældet syn på forfatningen. Troende katolikker i alle aldre undgår i stigende grad kirkelige institutioner. Iflg. en meningsmåling offentliggjort i ”OKO.press” mener kun 2 pct. ad de adspurgte, at polske biskopper har højeste moralske autoritet i kirken, 14 pct. peger på lokale præster.

De fleste, 48 pct. og især kvinder, foretrækker pave Frans, der ses som ret liberalt indstillet. Polske kvinder er politisk generelt mere orienteret mod venstre end polske mænd. 36 pct., især mænd, kan ikke pege på nogen med autoritet i kirken overhovedet. Kirken har som bekendt over årene været hårdt ramt af pædofilisager og økonomiske misforhold. Mange præster ser en fare for undergravning af familien og demoralisering af børn og unge via påvirkning fra især LBGT miljøet. Antallet af personer, der uddanner sig til præster, er faldet markant. Skal kirken på sigt overleve som institution må der gennemføres forandres. Den må ”re-kristianisere” sig selv, siges det.