Mistillidsvotum til Rumæniens regering på torsdag

Parlamentet i Bukarest Foto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Rumænien: Efter adskillige forgæves forsøg forsøger oppositionen i det rumænske parlament sig endnu engang med et mistillidsvotum for at få væltet den socialdemokratiske regering ledet af Viorica Dancila. Forslaget fremsættes torsdag i denne uge og ventes herefter at blive behandlet på et fælles møde mellem parlamentets to kamre.

Denne gang er chancen for at et mistillidsvotum kan opnå flertal bedre, for Alliancen af Liberale og Demokrater (ALDE) forlod regeringen i august og er nu i opposition. Det skete pga. politiske uoverensstemmelser.

Det ledende oppositionsparti, Det Nationalliberale Parti skønner (og håber), at 237 parlamentsmedlemmer bakker op om forslaget, fire mere end nødvendigt for at få et flertal. Regeringen har forsøgt at få afstemningen til at finde sted hen over en weekend i håbet om at tilstrækkelig mange parlamentsmedlemmer vil udeblive, men det forsøg lykkedes ikke.

Oppositionen satser på nyvalg, ikke på at overtage regeringsmagten med (usikker) støtte i det nuværende parlament. Spørgsmålet er om præsident Klaus Iohannis går med på den idé. Der er præsidentvalg i Rumænien her til november.

Planen hos oppositionspartierne er, at samme flertal som står for mistillidsvoutum skal afvise alle forslag til ny ministerpræsident, skulle Iohannis foreslå det. To afvisninger vil være ensbetydende med parlamentets opløsning og nyvalg. S

ocialdemokratiet (PDS) har været ved magten siden december 2016, så et ordinært valg skal udskrives senest i december 2020. Regeringen satser på, at nogle parlamentsmedlemmer ikke er interesseret i nyvalg nu, underforstået i regeringens afgang.

Rumænien har været kendetegnet ved talrige protestdemonstrationer, lige siden den ny regering trådte til i 2016. Den rumænske variant af demokrati er meget rammende kaldt ”policy of mass demonstrations”.  

Share This