Mindesmærket i Gdansk for præsten Henryk Jankowski fjernet
Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU
Polen: I flere år har der raset en veritabel ”borgerkrig” om mindesmærket for Henryk Jankowski i Gdansk, Solidaritets navnkundige præst i 1979-1980, tiden da fagforeningen Solidaritet blev oprettet. Jankowski var i sin tid højre-nationalist og er ikke uden grund blevet beskyldt for antisemitisme og xenofobi og for at have været hemmelig agent for den kommunistiske efterretningstjeneste (SB). Han er i lighed med flere andre præster inden for den katolske kirke blevet beskyldt for pædofili.
Andre ser ham som en helt og som et offer for ubegrundede angreb på den katolske kirke. Aktivister har krævet mindesmærket i Gdansk fjernet og destrueret, indtil nu har de lokale myndigheder været tilbageholdende. Nu har aktivister fra fagforeningen Solidaritet så i strid med loven taget sagen i egen hånd og fjernet mindesmærket, formentlig for at finde et nyt og ”sikkert sted” omkring kirken (”kosciól sw.Brigidy”), hvor Jankowski i sin tid var præst. Aktionen varede blot en halv time, skriver ”Gazeta Wyborcza”.
Vicepræsident i Gdansk, Karol Guzikiewicz, der også er viceformand for den lokale afdeling af fagforeningen Solidaritet, godkender ”bortførelsen” af mindesmærket, uanset at det er sket i strid med reglerne og flertallet i byrådet. Han mener også, at den tyske forfatter Günter Grass skal have fjernet titlen ”æresborger” i Gdansk. Grass har erkendt at han som 15-årig, i 1944 havde ønsket at arbejde i en u-båd, men ikke fik ønsket opfyldt. I stedet meldte han sig til en panserdivision under Waffen SS ”Frundsberg”.
Historiepolitikken er en dybt integreret del af polsk politik, sagen om mindesmærket for Jankowski er kun ét af mange eksempler. For et års tid siden eksploderede sagen om IPN-loven, ”Holocaustloven”, der bl.a. gjorde det strafbart at beskyldte polakker for at have samarbejdet med nazisterne om jødeudryddelserne og for at kalde koncentrationslejre ”polske”. Den lov blev trukket tilbage efter krav fra USA og Israel, men emnet er bestemt ikke lukket, hvilket kom tydeligt frem, da Israels ministerpræsident Benjamin Netanjahu for nylig besøgte Warszawa i forbindelse med den meget omdiskuterede Mellemsøstenkonference.