Migrationskrise: Fra en yderlighed til en anden

Illustrationsfoto: Mstyslav Chernov

Af Ota Tiefenböck

Debat: Migrantkrisen som toppede i 2015-2016 på den såkaldte Balkanrute og efterfølgende tyske åbning af grænserne bliver ved med at overraske.

I begyndelsen blev mere eller mindre alle de mange ankomne betegnet, som flygtninge, som var på flugt fra krig og ødelæggelse. Mange af dem var fra de nordafrikanske lande, Albanien, Kosovo m.m., men det var der ingen der var interesseret i. Alle havde brug for vores hjælp og mente man noget andet, som eksempelvis den ungarske premierminister Viktor Orbán, blev man stemplet som racist og afviger. De europæiske politikere stod i kø for at fordømme Ungarn og udråbe Orbán og senere de fire andre Visegrad-lande for usolidariske og uden humanistisk indstilling.

Danske og vestlige medier brugte konsekvent ordet ”flygtninge”, og mange Facebook debattører var straks på dupperne, hvis man tillod sig at afvige fra denne betegnelse og bruge ordet ”migranter”. Det var i deres øjne ensbetydende med, at man havde racistiske tilbøjeligheder.

I dag, knap to år senere, er situationen forvandlet gevældigt. Medierne, også de politisk korrekte, har mere eller mindre droppet ordet ”flygtninge”. Så godt som alle bruger nu helt legitimt ordet ”migrant”, vel at mærke uden at de har forklaret deres læsere, hvad denne pludselige forvandling skyldes.

De politisk korrekte, og tidligere meget aktive Facebook debattører, er med ganske få undtagelser blevet helt stille og ikke længere ytrer sig og fortæller os andre om deres humanisme og godhed. Det der dog er det aller mest overraskende er, at en del af de europæiske og amerikanske politikere, nu ser også ud til at lægge deres humanistiske indstilling bag sig og viser at de måske alligevel ikke var så humanistiske som de har gjort sig til.

Det viser sig, at amerikanske myndigheder i årevis har adskilt familier af mexikanske migranter. Altså vi taler om det samme USA, som belærer hele verden om menneskerettigheder, om at vi skal behandle alle, uanset deres køn, seksualitet, religion med respekt.

Flere europæiske politikere, senest eksempelvis den belgiske migrationsminister Theo Francken, taler nu også for etablering af den såkaldte australske model. Altså den australske model, som blot for ganske kort tid siden, var noget af det værste og mest racistiske man kunne forestille sig i Europa og som vel at mærke holder mennesker på øde øer imod deres vilje.

En af idéerne er at etablere opsamlingslejre et eller andet sted i Afrika, formentlig et af de nordafrikanske lande, og allerede der behandle asylansøgningerne. Det lyder sådan set fornuftigt nok, men her skal EU så ifølge de politiske udmeldinger udvælge ikke kun de mennesker som opfylder betingelserne for asyl i EU, men også de veluddannede som vi gerne vil have i EU. Vi mangler jo arbejdskraft og ikke orker at lave børn. Resten skal efterlades i landet, hvor opsamlingscentret ligger.

Det vil med andre ord sige, at man vil tage de personer man gerne vil have, samtidig med at man vil undgå problemer med hjemsendelse af de resterende. EU kan naturligvis tilbyde en fed betaling, så de “udvalgte” og tilstrækkeligt fattige lande ikke kan sige nej, men hånden på hjertet, hvor humanistisk og moralsk rigtigt er det?

Hvad skal det land, hvor sådan et center skal ligge gøre med de afviste migranter? Hvordan vil det nogensinde have en chance for at tilbagesende de afviste migranter til deres hjemlande og i så fald, det kunne lade sig gøre, hvordan vil det foregå? Vil det mon være i overensstemmelse med vores menneskerettigheds mantra og vil det også bringe den stabilitet i regionen, vi ønsker?

Er det ikke snarere at udskyde problemet for om nogle år stå med et problem, der er meget større? Er det virkelig i vores interesse at tømme Afrika for de mennesker, som de afrikanske udviklingslande selv har brug for? Hvordan skal disse lande nogensinde udvikle sig økonomisk, så deres indbyggere ikke har behov for at flygte, hvis vi kun efterlader de resourcesvage?

Det er naturligvis altid meget enkelt at kritisere og stille sig i rollen som den altvidende debattør. Den slags har vi i forvejen en del af i Danmark, så det vil jeg forsøge at afholde mig fra. Der skal naturligvis handles for at stoppe migrantstrømmen her og nu, men burde vi ellers ikke tænke mere komplekst og måske revurdere nogle af vores tidligere disponeringer og vores livsstil?

Overveje om vi hele tiden skal stræbe efter økonomisk vækst i Vesten, vi har jo, hvad vi har brug for. Eller undersøge den ulandshjælp vi årevis har ydet de afrikanske lande har nyttet og nytter i sin nuværende form? Noget tyder på, at det gør den ikke, når folk bliver ved med at flygte. Det er jo ikke ligefrem småpenge der er tale om. Ifølge OSCE har de rige lande ydet udviklingshjælp til en værdi af 146,6 milliarder dollars blot i 2017. Se på vores handelsaftaler med de afrikanske og andre fattige lande. Er de ikke kun fordelagtige for os selv og snarere er en beskyttelse af vores egen eksport end at give de fattige lande en reel mulighed?

Med andre ord: Være mere humanistiske og mindre egoistiske i vores indstilling. Ikke kun i ord, i politikernes taler, i medierne og skinhellige indlæg på Facebook, men først og fremmest i vores handling.

Share This