Merkel vender tilbage som tysk kansler

Tysklands kommende kansler Angela Merkel Foto: Markus Spiske

Af Michael Skovgaard

Tyskland: Den verserende krise i den tyske Ampel-regering gennem de seneste par uger lader til at have udløst et regeringsskifte i Tyskland. Partiet De Grønne trækker sig fra regeringen efter pres fra partiets bagland, og CDU er rede til at indtage De Grønnes plads i en ny konstellation, hvor Angela Merkel gør et bemærkelsesværdigt come back som kansler. Rygterne har svirret i flere tyske medier i den forløbne uge, og Mr. East kan nu som det eneste danske medie bekræfte de mange rygter fra flere uofficielle kilder.

Der skulle således være tale om, at CDU overtager De Grønnes plads i regeringen, og der skulle være indgået et kompromis, hvor CDU som det største parti jævnfør målingerne skal have kanslerposten. Egentlig skulle det være partiformand Friedrich Merz, men det har SPD modsat sig, da han tilhører den konservative fløj af CDU.

Derfor er ekskansler Angela Merkel kommet i spil igen som en kompromisløsning, da hun før har regeret sammen med SPD i flere såkaldte GroKo-regeringer. Kansler Olaf Scholz skulle således have accepteret at overtage posten som udenrigsminister efter Annalena Baerbock fra De Grønne. Scholz bruger i forvejen det meste af sin tid på at rejse verden rundt og skulle således have sagt ja til posten.

Den tidligere udenrigsminister Annalena Baerbock har været i vælten som følge af flere pinlige sager. Senest forlangte hun under et topmøde, at Putin skulle foretage en 360 graders kursændring, hvilket fik flere tilhørere til at bryde ud i latter, hvorefter hun blev gjort opmærksom på, at i så fald ville Putin stadig være der, hvor han er.

Krisen i den siddende Ampel-regering blev forstærket i den forløbne uge efter stridigheder mellem De Grønne og FDP angående brug af gas og olie til opvarmning, fartgrænser på motorvejene og udfasning af forbrændingsmotorer i biler. Siden krigen i Ukraine og den ulmende energikrise i Tyskland er De Grønnes vælgertilslutning faldet fra 25 procent til omkring 15-17 procent, og i flere målinger har AfD overhalet De Grønne.

Det er indtil videre ikke afgjort, hvem der skal overtage andre større ministerposter såsom finansministeriet. I skrivende stund lader det tll, at Friedrich Merz fra CDU overtager Robert Habecks (De Grønne) magtfulde ministerium for klima, erhverv og økonomi. Men klimavinklen bliver formodentlig nedtonet, da Merz vil fokusere på at ruste Tyskland til en kommende recession som følge af stigende energipriser og dystre udsigter for den tyske økonomi på længere sigt.

Egentlig burde regeringskrisen udløse et valg i utide, men ifølge meningsmålingsinstituttet Forsa har både CDU/CSU og SPD erkendt, at i så fald ville AfD måske få 15-20 procent af stemmerne, og dermed ville en ny GroKo med CDU/CSU og SPD være den eneste mulighed for at holde det nationalkonservative parti AfD fra fadet som regeringspartner. Partiet er lige nu det største i flere af de østlige delstatater. Derfor er alle parter bedst tjent med, at man finder en mindelig løsning på regeringskrisen.

Det er lykkedes Mr. East at få en kommentar fra Merkels kontor. I lighed med andre tidligere tyske regeringschefer har den 68-årige ekskansler ret til eget kontor med flere lønnede ansatte. Angela Merkel har således ni ansatte inklusive en privatchauffør. Merkels talskvinde Beate Baumann siger følgende:

„Angela Merkel har et klart ønske om at rette op på sit eftermæle. Desuden har den grundlæggende pligtopfyldende tidligere kansler lidt dårlig samvittighed, fordi hun ikke formåede at finde en passende arvtager, hvilket var en medvirkende årsag til det seneste valgnederlag. Og eksklansleren nærer et brændende ønske om at rette op på fejlene i forbindelse med migrantkrisen i 2015.“

Oprindeligt var den nuværende formand for EU-Kommissionen Ursula von der Leyen udset til at være Merkels kronprinsesse. Hun var tidligere forsvarsminister under Merkel, men en lurende korruptionsskandale gjorde, at man fik hende sendt til Bruxelles for at afværge en større regeringskrise. Den næste kronprinsesse i rækken var Annegret Kramp-Karrenbauer fra den lille delstat Saarland. Hun afløste von der Leyen på posten som forsvarsminister, men blev også tvunget til at opgive sin kanslerkandidatur som følge af flere uheldige episoder.

Beate Baumann oplyser videre, at formålet med Merkels tilbagevenden er

at genskabe et klart borgerligt flertal i Tyskland frem mod næste valg i 2025 – vel at mærke uden AfD. Partiledelsen mener, at hun er det bedste bud på at hente især de kvindelige stemmer tilbage til CDU. Partiet har ingen klar spidskandidat lige nu, som kan samle partiets to fløje.

Flere kommentatorer og historikere har peget på, at Merkel i bund og grund ikke er så borgerligt anlagt endda. Faktisk søgte hun i sin tid optagelse i SPD efter Murens fald. Her fik hun et nej og blev bedt om at arbejde sig op fra bunden, men så bød der sig en mulighed på øen Rügen i form af en valgkreds. Det faldt sammen med en krise i CDU og den daværende kansler Helmut Kohl, hvormed hun kunne sætte sig på magten i partiet.

Merkels talskvinde slutter interviewet af med at oplyse, at den tidligere kansler agter at skælde den „uartige dreng“ Putin ud for dennes fremfærd i Ukraine, så snart hun vender tilbage. Merkel har brugt sin pensionisttilværelse på at forbedre sine kundskaber i russisk. De to parter har tidligere kommunikeret via tolk. Hidtil var Putins tyske bedre end Merkels russiske, men det har ekskansleren nu rettet op på. Endelig vil Merkels første embedshandling som ny kansler være afholdelsen af et topmøde i Berlin med fokus på migration. Initiativet er kommet i stand i samarbejde med Ungarns premierminister Viktor Orbán, og flere andre østlande samt Italien og Østrig har allerede takket ja til invitationen,

Som sagt er regeringsrokaden endnu ikke meldt ud officielt, men Mr. East følger sagen tæt, og vi afventer en endegyldig afklaring i løbet af lørdagen.

**********************Artiklen var Mr. Easts 1. April indslag****************************

Share This