Ad

Mercedes Benz siger undskyld til Kina over at have citeret Dalai Lama

Tibets åndelige leder Dalai Lama Foto: Ota Tiefenböck

Tyskland: Skal man bruge et moderne dansk udtryk, så lægger den tyske bilfabrik Daimler Benz sig fladt ned over for Kina. Daimler Benz udsendte nemlig mandag en Mercedes reklame på Instagram, hvor bilfabrikken citerer Dalai Lama. Den slags er ikke velset i Kina, slet ikke hvis man ønsker at sælge biler i landet. Daimler Benz har i løbet af ugen udsendt to officielle undskyldninger, hvor fabrikken udtrykker, at den er ked af “at have såret” det kinesiske folk, skriver BBC News.

“Daimler er dybt ked af med denne ufølsomme og sjuskede fejl at have såret det kinesiske folk. Daimler er fuldt ud bevidst om situationens alvor og siger oprigtigt undskyld, citerer BBC News fra  Daimlers officielle undskyldning til Kina.

Instagram er blokkeret i Kina, men Mercedes reklamen spredte sig alligevel med lynets hast over hele Kina. Kinas udenrigsministerium har angiveligt accepteret bilfabrikkens undskyldning, mens Kinas kommunistiske partis blad Folkets blad betegner den som utroværdig.

Tibets åndelige leder Dalai Lama fik Nobels Fredspris i 1989, men bliver i Kina regnet for en separatist. ota