Menneskesmuglere fanget i tysk kæmpe razzia

Den østrigske grænseovergang Spielfeld, med telte til registrering af migranter under krisen i 2015Foto: Ota Tiefenböck

Af Michael Skovgaard

Tyskland: I sidste uge gennemførte det tyske politi en større koordineret razzia i flere delstater for at afsløre menneskesmuglere – det skriver den sydtyske avis „Allgäuer Zeitung“.

Udgangspunktet for smuglerne skulle være byen Füssen på grænsen mellem Tyskland og Østrig. I byen Kempten i Bayern har man anholdt 19 personer indtil videre, og i alt var 400 politifolk i aktion i flere delstater.

Anklagemyndigheden i Kempten har nu sigtet 19 personer i alderen 21-44 år, som siden 2019 har smuglet flere hundrede flygtninge fra hovedsageligt Syrien over grænsen til Tyskland og taget sig godt betalt for det.

Som følge af et samarbejde mellem flere europæiske lande og Europol kunne man anholde lederen af menneskesmuglerbanden i Østrig, og Tyskland har nu krævet ham udleveret. Han skulle angiveligt have koordineret menneskesmuglingerne sammen med andre sigtede via smartphones fra sit opholdssted i Østrig.

Politiet slog også til i byerne Berlin, Bremen, Osnabrück, Wuppertal og Duisburg med flere anholdelser til følge. De beslaglagte mobiltelefoner, som har været brugt af menneskesmuglerne, skal nu tjekkes for bevismateriale. Anklagemyndigheden forventer, at den videre efterforskning af bandens aktiviteter kan tage uger eller måneder.

Share This