Ad

Medier i Øst og Vest: Danske avisers forvandling fra demokratiets grundsten til luksusvare for de rige

Illustrationsfoto: Wikimedia

Frie medier er en af demokratiets vigtigste grundstene, men når mediernes priser udelukker en stor del af befolkningen fra informationerne, opfylder de ikke længere deres rolle. Mediernes krise har forvandlet danske aviser til en luksusvare forbeholdt de rige.

Af Ota Tiefenböck

Debat: Danmark er trods en ubetydelig statslig mediestøtte et af de absolut dyreste lande i både Øst og Vest at købe avis eller digital adgang til medier på nettet. Den økonomiske ulighed som i stigende grad begynder at brede sig i Europa er begyndt også at indtage de europæiske medier. Situationen synes at være værst i Danmark, hvor priserne efterhånden er nået et niveau, de færreste kan være med.

Mediernes krise betyder stigende priser på både løssalg og abonnementer og betyder at danske aviser og de informationer aviserne bringer, som siges at være afgørende for et velfungerende demokrati, bliver forbeholdt de velhavende. 

Eksempelvis skal en ufaglært kassedame arbejde omtrent en halv time, hvis hun ønsker at blive klogere, eksempelvis ved at læse Politiken, som i løssalg koster 40 kroner. Ønsker vores kassedame tegne et årsabonnement på Politiken, skal hun arbejde 16 dage for at kunne betale de 569 kroner per måned eller 6.828 kroner, som Politiken koster om året. ( beregnet udfra en månedsløn på 18.742 brutto/12.718 netto). Fortrækker vores kassedame Information skal hun “kun” af med 5.280 kroner i et årsabonnement.

I Danmark har man til forskel for mange andre lande ikke en minimumsløn, men en ufaglært kassedame er formentlig blandt de lavest betalte stillinger i det danske samfund. 6.828 kroner er dog heller ikke et ubetydeligt beløb for andre med langt bedre månedsløn. 

Mediernes svære situation og problemer gælder de fleste europæiske lande, men situationen synes alligevel at være en del bedre i Øst- og Centraleuropa og resten af Vesteuropa. Eksempelvis skal en ufaglært medarbejder på lovbestemt minimumsløn i Tjekkiet kun arbejde 10 dage for at kunne tegne et årsabonnement på Tjekkiets største avis MF Dnes. Avisen koster 4.332 tjekkiske kroner (1.256 kroner) om året. En ufaglært på minimumsløn, den absolut laveste månedsløn i Tjekkiet, tjener 13.350 tjekkiske kroner brutto/12.534 netto).

Situationen er mere eller mindre den samme i andre øst- og centraleuropæiske lande. I Polen koster digital adgang til landets oppositionsavis Gazeta Wyborcza kun 12 zloty/måned (ca. 21 kroner). Næsten samme pris skal man betale for den slovakiske avis SME, hvor et års digital abonnement koster 34,90 EUR (261 kroner), mens den slovakiske avis Pravda på både print og digital koster 157 EUR (ca. 1177 kroner) om året. I Ungarn koster et årsabonnement på Magyar Nemzet for print og digital 34.680 forint (ca. 833 kroner), mens et årsabonnement på en af de mest læste rumænske aviser, Ziarul Romania Libera koster 449 lei ( 709 kroner).

I det vestlige Europa ligger avispriserne ligeledes på et niveau, der er langt lavere end i Danmark. Eksempelvis koster et årsabonnement på den franske Le Monde 298,80 EUR (2.241 kroner) for både print og digital adgang, svarende til 24,90 EUR/måned (186,75 kroner/måned). Den belgiske De Standaard koster 444 EUR (3.330 kroner) for et årsabonnement for både print og digital, dvs 37 EUR/måned (277,50 kroner), mens den italienske Corriere Della Sera koster 240 EUR (1.800 kroner) for et årsabonnement for både print og digital. Samme situation tegner sig i nabolandet Sverige, hvor Dagens Nyheter i både print og digital adgang koster 3.648 svenske kroner (2.517 kroner) i årsabonnement. 

Det er umiddelbart paradoksalt, at danske aviser, som år efter år modtager et ikke ubetydelig beløb i statsstøtte er blevet så dyre, at almindelige mennesker dårligt nok har råd til at købe en avis. Mediestøtten vigtigste formål er, at aviserne og de informationer de bringer, skal styrke vores demokrati, men når aviserne er blevet så dyre, at de færreste af os har råd til at købe dem, kan man stille et spørgsmålstegn ved, om medierne fortsat opfylder denne rolle.

Mr.East vil i den kommende tid sætte fokus på medierne i Øst og Vest. Hvordan er mediernes vilkår i Øst- og Centraleuropa sammenlignet med Vesteuropa? Følg med Mr.East.

Kommentarer