Magdelena Ogórek: I 2015 kandidat for venstrefløjen, i dag Kaczynski-tilhænger!

M.Ogórek

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Søren Riishøj_2Polen: Ved præsidentvalget i 2015 var Magdelena Ogórek opstillet for venstrefløjsalliancen SLD. I dag er hun publicist, beskæftiger sig med kirkeforhold og aktiv på de sociale medier. Og så er hun blevet en af Lech Kaczynski’s beundrere! Derfor ikke tilfældigt, at det regeringsvenlige ”do Rzeczy” bringer et længere interview med hende.

Lov og Retfærdighedspartiet vil gerne sikre sig stemmer blandt de ca. 12 pct. af polakkerne, der ved sidste valg stemte på venstrefløjspartier. Ingen herfra blev repræsenteret i parlamentet pga. høje spærregrænser og for stor partiopsplitning. Ved valget i 2015 fik Ogórek kun 2.4 pct. af stemmerne, men det skyldes iflg. Ogórek selv, at hun ikke fik ret megen opbakning fra SLD, at hun kun havde få penge at føre valgkamp med og desuden havde ringe adgang til medierne.

Flere fremtrædende SLD-folk fx Aleksander Kwasniewski, sagde lige ud, at de agtede at stemme på den siddende præsident Bronislaw Komorowski. Tænk hvis den slags udmeldinger var kommet fra fremtrædende folk fra Borgerplatformen og Lov og Retfærdighedspartiet. Hun henviser til, at selv allerede kendte politikere, fx Janusz Palikot, havde et dårligt præsidentvalg.

At folk fra den polske venstrefløj er vandret over til Lov og Retfærdighedspartiet er ikke ualmindeligt. Selv den tidligere formand for SLD og ministerpræsident i årene 2001-05, Leszek Miller, har vist forståelse for den nuværende polske regerings politik.

Ogórek henviser til socialpolitikken, som hun finder stemmer godt med klassiske venstrefløjsdyder, fx den ekstra børneydelse (”500+”). Pengene, siger hun, kan skaffes gennem bedre skatteopkrævning og et opgør med ”energimafiaen”. Hun roser Jaroslaw Kaczynski for at være en dygtig strateg og siger, at der ikke i Polen findes andre politikere med en samlet vision for Polens fremtid. Magdelena Ogórek tager afstand fra oppositionens aktion i parlamentet i december 2016. Demokrati, siger hun, skal ikke være begrænset til at stemme ved valg hvert fjerde år, men være mere end det. Derudover siger hun, at hun ikke har planer om at vende tilbage til politik, men udelukker ikke at det kan ske.

Share This