Macron´s udmelding om fred ikke vel modtaget overalt

Emmanuel Macron Foto: OFFICIAL LEWEB PHOTOS

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Rusland/Frankrig: Som omtalt i mreast.dk opfordrede Frankrigs præsident Emmanuel Macron i et interview til fransk TV sidste uge til fredsforhandlinger, som tager hensyn til, hvad han betegnede som legitime russiske sikkerhedsinteresser. Han henviste i den forbindelse til Ruslands modstand mod NATOs udvidelse op til Ruslands grænse og mulig udstationering af NATO våben, herunder raketter der kan ramme russisk territorium. En ny sikkerhedsstruktur skal etableres efter ophør af krigen i Ukraine. 

Macron’s udmeldinger er ikke vel modtaget i Polen og i andre lande, der ønsker den hårde linje fortsat. Frankrig ønsker en selvstændig linje i forhold til USA, Polen og de baltiske lande derimod ønsker et fortsat stærkt amerikansk engagement, i hvert fald så længe Biden er præsident. Som tidligere beskrevet i mreast.dk kan vestlige lande groft sagt opdeles i en ”fredslejr”, der ønsker en aftale om fred med Rusland, over for en ”retfærdighedslejr”, der ønsker Rusland besejret på slagmarken og Putin stillet for en krigsforbryderdomstol.

Macron har løbende været i kontakt med Putin. Joe Biden derimod har ikke forhandlet direkte med Putin siden den russiske invasion af Ukraine 24. februar. I forbindelse med Macron’s nylige besøg i USA erklærede Biden sig villig til at mødes med Putin. Rusland skal gøres ansvarlig for krigen.

Olaf Scholz har som Macron været i telefonisk kontakt med Putin. Her krævede han stop for de russiske bombardementer af infrastrukturen i Ukraine og militær tilbagetrækning. Derefter kan forhandlingerne begynde. Dmitrij Peskov, Kreml’s talsmand, er åben for forhandlinger, men Vesten og Ukraine skal acceptere, at de østligste områder af Ukraine og Krim forbliver en del af Rusland. Så indtil videre fortsætter sanktionerne mod Rusland. 

Forleden blev EU landene efter svære forhandlinger enige om et prisloft på 60 dollar for en tønde olie. Også her kom det til konflikt mellem høge og duer. Polen og de baltiske lande ville presse prisen endnu længere ned, andre EU-lande og i særdeleshed Ungarn var derimod mere ”bløde”. Ukraines præsident Volodymyr Zelensky mener, at en pris på det halve, 30 dollar vil være det rigtige. EU overvejer også at indføre en ny 9. sanktionspakke rettet mod Rusland. 

Share This