Lukasjenko’s ”onde cirkel”, afhængigheden af landets militær og sikkerhedstjeneste er vokset

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Hviderusland: Hviderusland vil måske i løbet af det næste år opleve en ”managed transition”, hvor militær og sikkerhedstjeneste, den såkaldt ”lodrette akse” vil have det afgørende ord at skulle have sagt. Med mindre Lukasjenko og regimet væltes via demonstrationer og oprør nede fra. Det skriver Artyom Shraiman i en analyse for ”Carnegie Endowment” (17.11.2020).

Aldrig i Hvideruslands moderne historie har ”siloviki” (militær og sikkerhedstjeneste) spillet en så afgørende rolle. Uden støtte fra ”siloviki” ville Lukasjenko for længst være blevet fjernet fra magten. Men så mange repræsentanter fra sikkerhedstjenesten i den politiske inderkreds har skabt alvorlige problemer og en ”ond cirkel” for den lige nu politisk stærkt pressede Lukasjenko.

Han er helt afhængig af loyalitet fra sine nærmeste, skal søge en balance. På den ene side ikke tillade hans nærmeste folk at være for politisk ”bløde”, på den anden side kan han ikke give dem ”overdreven” stor magt. Han vil nødig helt miste styringen. Derfor har Lukasjenko stræbt efter at få indført rotation i form af løbende udskiftninger af personer inden for militæret og sikkerhedstjenesten (den lodrette akse).

Allerede før det omstridte præsidentvalg i august var mange fra den lodrette akse at finde i Lukasjenko’s inderkreds, blandt dem den tidligere KGB mand Igor Sergeenko og Viktor Sheiman, der før havde været tilknyttet sikkerhedstjenesten. I juni blev Roman Golochenko (fra forsvarsindustrien) udpeget til ny ministerpræsidentposten. Folk uden for denne ”lodrette akse” blev marginaliseret.

Lukasjenko kan ikke bruge den type personer i krisetider. Med så mange militær- og sikkerhedsfolk i sit bagland har systemet mistet tidligere fleksibilitet og tilpasningsevne. Tusindvis er blevet arresteret, adskillige er retsforfulgt, illoyale forretningsfolk afskediget og hundreder af studerende udelukket fra jobs. Artyom Shraiman vil ikke betegne det nye lederskab som en regulær junta. Lukasjenko har trods alt en vis kontrol over folkene i hans nærmeste omkreds. Men Lukasjenko må hele tiden sikre sig, at de (”siloviki”) bakker ham op og er tilfredse med deres egen position i samfundet. Ellers går de måske over og bliver oppositionelle. Med andre ord har Lukasjenko bundet sig til status quo, tidligere tiders (kontrollerede) forandringer er fortid.

Folkene fra militæret og sikkerhedstjenesten hytter deres eget skind; frem for alt er de optaget af at beskytte sig selv. De frygter, ganske som Lukasjenko, deres egen fremtid og fysiske sikkerhed. Ikke alle inden for retssystemet, anklagere og undersøgere (”investigators”) har fulgt ordrene oppe fra. I starten af september fyrede Lukasjenko derfor generalanklageren Alexander Konyok. Senest er det gået ud over chefen for det nationale sikkerhedsråd, Valery Vakulchik og indenrigsminister Juri Karayev, der har fået andre mindre vigtige poster. Rotationerne har blot gjort den lodrette akse endnu højere.

Så længe Lukasjenko ikke har fået nedkæmpet oprøret vil han forblive afhængig af sikkerhedsapparatet og militæret. At begrænse deres magt her og nu vil kun bringe ham selv og systemet i alvorlig fare. Det betyder, at den sandsynlige styrede overgang, et Hviderusland uden Lukasjenko, i høj grad kan blive styret af folk fra den lodrette akse. Her og nu kan Lukasjenko ikke som før overdrage mere magt til apolitiske teknokrater. Faren for noget nær egentligt militærdiktatur er afgjort til stede, men modstanden i befolkningen og et stykke op i systemet kan vise sig så stærk, at systemet vil bryde sammen, inden det sker. Rusland vil modsætte sig en ukontrollabel ”farvet revolution”, men en styret overgang, en ”managed transition” afvises ikke som sådan.