Ad

Frihedshelt og provokatør besøger Danmark

Lech Walesa Foto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: Frihedshelt, legende, provokatør, agent – det er blot nogle få af de betegnelser der over tiden er brugt om Lech Walesa. Tilbage i 1970 tog han aktivt del i det oprør i Østersøbyerne, som fældede den nationalkommunistisk leder af det kommunistiske parti, Wladislaw Gomulka. Han blev efterfulgt af Edward Gierek, der i sine fem første år som partileder, frem til 1976 gennemførte en ret vidtgående politisk liberalisering og åbnede den polske økonomi, der i de år var i kraftig vækst. Fra midten af 1970erne gik det imidlertid stærkt tilbage, den økonomiske krise satte ind og utilfredsheden i befolkningen steg. I 1976 kom til en omfattende strejker. Myndighederne greb til fængslinger. KOR, komiteen til forsvar for arbejderne, blev oprettet for at forsvare de fængslede arbejdere. 

I de år var Walesa faglig aktiv, men stod ikke i spidsen for den polske arbejderbevægelse. Hans politiske modstandere har beskyldt ham for i 1970erne at have været agent for den kommunistiske efterretningstjeneste under dæknavnet ”Bolek”. Walesa selv har ikke nægtet kontakten til myndighederne, men pure afvist, at han har optrådt som agent. Men beskyldningen mod Walesa hænger i luften den dag i dag, er en del af det polske spil.

Politisk aktiv blev Walesa frem for alt mod slutningen af 1970erne. Valget af en polak som pave i Rom (Johannes Paul II) gav polsk patriotisme og nationalstolthed et ekstra løft. Samtidig gav de voksende økonomiske problemer i landet og deraf følgende svækkelse af det kommunistiske parti stødet til kravet om oprettelse af en fagforening, uafhængig af det kommunistiske parti. Fagforeningen Solidaritet blev født. Og Solidaritet var meget mere end en fagforening.

Skibsværftet i Gdansk blev omdrejningspunktet, og den fyrede elektriker Lech Walesa blev snart Solidaritets karismatiske leder. Partiet var rystet, Kreml frygtede det værste, men vidste at en militær invasion som i Ungarn i 1956 og i Tjekkoslovakiet i 1968 ville være for farlig. Lech Walesa og Solidaritet fik forhandlet sig frem til en godkendelse af Solidaritet som selvstændig fagforening, og myndighederne måtte også bøje sig for en stribe økonomiske krav. Gierek måtte forlade posten som partileder. Men den ny ledelse var helt ude af stand til at kontrollere landet.

Udgangen blev, at den ny partileder, militærmanden Wojciech Jaruzelski erklærede undtagelsestilstand i december 1981. Solidaritet blev forbudt, og aktivister i opposition blev fængslet eller bragt i husarrest, heriblandt Lech Walesa. Han blev løsladt et par år efter. 

Walesa var nu et symbol på polakkernes frihedskamp. Han skulle have haft Nobels fredspris i 1982, men det blev udsat til 1983, angiveligt fordi myndighederne lod lække, at Walesa havde været agent for den kommunistiske efterretningstjeneste i 1970erne. I årene efter løsladelsen arbejdede Lech Walesa og Solidaritet under jorden. Mod slutningen af 1980erne, meget på grund af forandringerne i Sovjetunionen under Gorbatjov, blev der igen skabt muligheder for oppositionen mod det kommunistiske styre.

Undtagelsestilstanden fik slet ikke skabt den ”normalisering”, der var tilsigtet. Solidaritet genopstod, men også andre ikke-kommunistiske grupper var på banen. I 1988 kom det til en ny strejkebølge, og senere på året indledtes de rundbordssamtaler, der i forsommeren 1989 førte til aftalerne om den fredelige overgang til demokrati. Lech Walesa var en central figur i forhandlingerne.

Ganske som i 1979-80 var han og hovedparten af oppositionen, herunder villig til at forhandle med myndighederne, modsat de radikale grupper i og uden for Solidaritet. Kort sagt, Lech Walesa var (og er stadig) en oprører, men også en dygtig forhandler.

Men han havde fra start sine kontroverser også med sine kollegaer inden for Solidaritet og oppositionen generelt. Hurtigt efter kommunismens fald udbrød der således en magtkamp (”krige i toppen”) inden for Solidaritet, med Mazowiecki, den første ikke-kommunistiske ministerpræsident, over for den gruppe omkring Solidaritet, der ønskede et hurtigere brud med det gamle system, efter det stod fast, efter murens fald, at det gamle system, var faldet.

Walesa vandt magtkampen i Solidaritet bevægelsen, og i anden runde af præsidentvalget vandt Lech Walesa også præsidentposten. Den havde Jaruzelski opgivet frivilligt. Han blev kritiseret for under præsidentvalgkampen at slå på, at han kun havde ”polsk blod i årene”, et udtryk brugt af polske antisemitter. Men som præsident havde Walesa et godt forhold til Israel, besøgte landet. 

Tiden som præsident blev bestemt ikke en dans på roser. Lech Walesa kom i konflikt med de Solidaritet-ledede regeringer og med tidligere kolleger, herunder Bronislaw Gemerek og Adam Michnik. Walesa ønskede at styrke præsidentembedet og få ret til at styre gennem dekreter. Flere og flere så ham som en ”uromager”.

I 1995 tabte han præsidentvalget, oven i købet til den tidligere (reform)kommunist Aleksander Kwasniewski. Nederlaget kom som at regulært chok for Walesa. Sidst i 1990erne oprettede Walesa sit eget parti, der i en periode var repræsenteret i parlamentet, men efter årtusindeskiftet holdt han sig formelt uden for parti-politik.

Walesa kom allerede i 1990erne i konflikt med sin tidligere samarbejdspartner Jaroslaw Kaczynski, der i dag er Polens ”mægtigste” mand, leder for Lov og Retfærdighedspartiet. Fjendskabet mellem Lech Walesa og Jaroslaw Kaczynski ophørte aldrig. Walesa gik åbent imod Kaczynski’s synspunkter på årsagerne til Smolensk-flykatastrofen i 2010, ja antydede at Lech Kaczynski var medskyldig. Jaroslaw Kaczynski, Lech Kaczynskis tvillingebror, rejste sag mod Lech Walesa og krævede undskyldning. 

I dag er Lech Walesa i front i kampen imod Lov og Retfærdighedspartiet. Men han har egne meninger. Nok så kontroversiel er nok Walesa’s forsvar for Solidaritets præst i Gdansk tilbage i 1980 (Jankowski), der er blevet beskyldt for pædofili. Han mener også, at Vladimir Putin burde have deltaget i markeringen af 80-året for 2.verdenskrigs udbrud.

Lech Walesa er lige nu aktiv i kampen mod den nuværende polske regering, og det lægger han sikkert ikke skul på under sit besøg i Danmark. En af hans sønner har repræsenteret oppositionspartiet Borgerplatformen i Europaparlamentet og forsøgt at blive borgmester i Gdansk.

Den fælles kamp mod den nuværende regering har lagt låg over gamle konflikter inden for ”det liberale Polen” (oppositionen til den nuværende regering), der ved valget står over for det ”solidariske” national-konservative Polen, den nuværende regering.