Læserne skriver: Min tid med Andrzej 3

Af Mogens Dahl

Polen: I løbet af årene har Andrzej fortalt en del om sin egen families skæbne. Selv er han født 1941 i Vilnius, som den gang var en polsk by, der var blevet annekteret af russerne efter Molotov-Ribbentrop traktaten. Det gjorde det umuligt for Andrzejs far at beholde sit job som sagfører. I stedet fik de spredte landarbejderjobs og levede delvis af den øvrige families velvilje. De havde dog en pæn villa at bo i. Ved krigens slutning fik de valget mellem at blive sovjetiske statsborgere i Litauen, som Vilnius nu lå i, eller rejse til Polen. De valgte det sidste og blev sat på et tog til Warszawa med formaninger om kun at medbringe én kuffert pro persona og INGEN dokumenter eller fotografier.

Den første tid boede de i en landsby uden for Warszawa og hutlede de sig igennem med naboers hjælp. Senere fik Andrzejs far igen arbejde som sagfører for det offentlige, så de var i stand til at finde sig en lejlighed – nemlig i den uskadte ejendom ved siden af Gestapos gamle hovedkvarter.

Efteråret 2012 var jeg igen på besøg i Warszawa, og Andrzej tog mig med på en udflugt til Olsztyn (tidligere Allenstein), hvor noget af hans mors familie boede. De boede i en nydelig villa i udkanten af byen. Konens mor på 95 år boede også i huset og havde (på samme baggrund som Andrzej og hans forældre) som barn sammen med sine forældre taget turen fra Vilnius-området til Olsztyn.

Her mødte de en totalt forladt by og fik besked på at opsøge sig en bolig, som de så kunne beholde. De fleste flyttede ind i lejligheder i centrum for at få en smule sikkerhed ved at være sammen med landsmænd. Men denne familie havde forladt deres egen villa og ønskede også at bo i sådan en igen. De fandt et tomt godt hus og flyttede ind. De opdagede, at der stadig stod mad i tallerknerne på spisebordet. Tydeligvis havde indbyggerne forladt byen i huj og hast.

Jeg har ad anden vej læst, at tyskerne i Østpreussen, som området dengang hed, var meget bange for de russiske soldater, som havde ry for at være endnu mere brutale end de tyske. I løbet af kort tid fik Andrzejs mors familie skøde på huset – kvit og frit.

For mig var det en åbenbaring at komme så tæt på nogle af de personlige skæbner fra 2. verdenskrig og få nogle flere detaljer om krigens forløb. Det var underligt at køre på vejene og se skilte vise af mod Kaliningrad – 60 km. Der var i hvert fald i 2012 en aftale mellem russerne og polakkerne om visumfrihed for dem, der boede inden for 100 km af grænsen.