Læserne skriver: Dengang i Tjekkoslovakiet

Af Mogens Dahl

Tjekkiet: Fra engang i 1950’erne modtog Pilsens anatomiske institut danske medicinske studerende hver sommer til kurser i dissektion, fordi der i Danmark altid har været for få, der testamenterede deres krop til videnskabelig brug. Kurserne var en aftale mellem Pilsens og Københavns Universitet og blev i Danmark organiseret af IMCC (International Medical Cooperation Committee), der var de danske medicinske studenters internationale organ.

Vi lavede det som frivilligt arbejde. Den officielle betaling blev overført fra Københavns Universitet til Pilsens Universitet, men en ekstra betaling til lærerkræfterne blev sat ind på en konto i København, så lærerne kunne trække på den, når de var i udlandet. På den måde havde de lidt udenlandsk valuta og undgik at få hele deres løn vekslet til en meget dårlig kurs.

Den gang var jeg selv frivillig i IMCC, som havde til huse i kælderen under Domus Medica i Kristianiagade 12. Sommeren 1968 var anatomiprofessoren fra Pilsen, Jaroslav og hans kone samt deres søn Stanislav med sin nygifte kone Libuse på ferie i Danmark i en lille Lada. I forvejen havde han en aftale med anatomisk institut i København om at skulle påbegynde et 2-årigt gæsteprofessorat efteråret 1968. Men russernes invasion i august satte dem i en kattepine.

Skulle de vende tilbage eller ej? En af mine studiekammerater flyttede fra sin 1-værelses lejlighed i København hjem til forældrene, så familien havde et sted at bo. Sammen sørgede vi for, at de havde fødevarer nok. Jeg havde ansvar for kontakten til Fremmedpolitiet, som Udlændingestyrelsen hed dengang. Fra dem fik vi at vide, at tjekkerne var velkommen til at blive i landet, bosætte sig og tage arbejde. Trods udsigten til et professorat og en stor velvilje blandt den danske befolkning besluttede de sig til sidst for at vende hjem til Pilsen. Som Stanislav sagde: “Det er meget svært at forlade sit fædreland”. Jaroslav og hans kone tog sidst på året igen til København, hvor han i to år blev en meget afholdt forsker og underviser.

Maj 1969 kom jeg som formand for IMCC til de tjekkiske medicinske studenters årsmøde i Pilsen. Forbavsende mange af studenterrepræsentanterne talte engelsk og/eller tysk. De var efter “Prags Forår” frit valgte repræsentanter og uden snærende bånd til den nationale ungdomsorganisation. Stemningen var lystig, selvom de var bange for, hvad der kunne ske. Overalt så jeg “4:3” malet på husmure eller asfalten (Tjekkoslovakiets sejr over Sovjetunionen ved VM i ishockey i 1969 i Stockholm red.). Efter weekendens møde rejste jeg rundt og besøgte nogle af studenterrepræsentanterne i bl.a. Prag, Martin, Brno og Bratislava.

Nettoresultatet blev, at jeg fortsat har to rigtigt gode venner i hhv. Pilsen og Prag, som jeg har besøgt 6 gange siden, senest her i sommer.
Begges liv blev påvirket af russernes invasion. Stanislav havde lige påbegyndt en specialuddannelse som anatom, men blev pga. politiske besparelser tvunget til at skifte kurs og endte som overlæge på lungemedicinsk afdeling i Pilsen.

Min ven Robin i Prag var begyndt på en specialuddannelse i gastroenterologi (medicinske mave-tarmsygdomme), men måtte af samme årsag skifte kurs og blev i stedet socialmediciner. Men på socialmedicinsk institut var kravet, at al deres forskning kun måtte publiceres i interne partitidsskrifter. Man var bange for, om evt. ubehagelig viden om fx. sundhedsskadelige effekter af diverse industriproduktioner skulle komme offentligheden for øre.

Min rundtur sluttede med en uges ophold i Prag, som tilfældigvis faldt sammen med musikfestivallen “Prags Forår”. For en klassisk amatørviolinist som mig var det et overflødighedshorn af orkestre og ensembler med 3-4 koncertmuligheder hver aften. For en udlænding som mig var det rørende billigt. Jeg så, at Berlinerfilharmonikerne og Karajan skulle spille, men alt var udsolgt. Jeg gik lidt rundt i forhallen ved billetsalget, hvorefter en lille mand kom frem –  han havde stået bag en søjle. Han spurgte, om jeg var interesseret i billet til koncerten. “Ja, meget gerne, men alt er jo udsolgt”, sagde jeg. Hvorefter han spurgte: “Können Sie mit Dollars bezahlen?”. Det kunne jeg, så for US$ 5 (fem) fik jeg plads på 9. række.

Paradoksalt nok oplevede både Stanislav og Robin efter fløjlsrevolutionen at blive sagt op fra deres job. Alle i ledende offentlige stillinger skulle søge deres job igen, fordi man vidste, at en del var blevet besat efter partimæssige kvalifikationer fremfor faglige. Så de kom efter nogen søgen til andre jobs.

Robin i Prag var født og vokset op i en lejlighed i den boligblok, som hans farfar havde købt i 1913 kort efter opførelsen. 1948 blev ejendommen nationaliseret, men engang i 1990’erne fik Robin den tilbage. Desværre havde myndighederne ikke sørget for nogen vedligeholdelse, så Robin og hans kone brugte alt, hvad de kunne undvære på over en årrække at sætte bygningen i stand. Det positive er, at de i dag som pensionister kan leve af lejeindtægten og bor et dejligt sted i Zizkov. Deres offentlige pensioner er ikke meget værd.

Jeg fik det indtryk, at den russiske besættelse fik folk til at søge tættere sammen. I hvert fald fik jeg her to af mine bedste venner.
Mit forhold til Polen er lidt i samme stil og har også udløst et tæt venskab.
Jeg kan i høj grad nikke genkendende til oplevelsen af, at valg øst for Jerntæppet havde konsekvenser, som vi i Danmark ofte var uvidende om. Jeg husker efter min første tur til Tjekkoslovakiet i 1969, at nogle af mine studenterkammerater spurgte mig om, hvor Prag lå !!! Jeg har stadigvæk lidt nostalgi for tiden før 1989, fordi Prag dengang var meget mindre turistpræget. Ved mit seneste besøg her i sommer var det næsten blevet for meget, på grænsen til disneyficering.

Selvom jeg aldrig havde været medlem af noget politisk parti, og mine kontakter til Tjekkoslovakiet var rent medicinsk faglige og venskabelige, opdagede jeg i 1987, at efterretningstjenesten alligevel fulgte mig. Jeg havde været i Prag til en kongres i rygsygdomme og skulle herefter kører hjem over DDR. Det gik uden problemer. På grænseovergangen på motorvejen mellem Berlin og Hamburg blev vi som forventet grundigt og høfligt undersøgt. Til sidst sagde grænsebetjentene pænt farvel og sagde, at de håbede, jeg havde haft en god kongres i Prag !!!