Ad

Kultur i Fokus: Det kroatiske maskingevær

 

Ivan Ivankovic og Marko Perkovic fra Thompson  Foto: Roberta F

Ivan Ivankovic og Marko Perkovic fra Thompson Foto: Roberta F

Det populære band Thompson skyder derudaf med facistiske undertoner i Kroatien. 100.000 har netop skrålet med på bandets sange – et symptom på den omfangsrige nationalisme i landet, hvor der stadig bliver slikket krigssår.

Af Anders Højberg Kamp

Anders HBKroatien: Zagreb, 2013: Tusindvis af ansigter. Syngende småbørn og skrigende teenagepiger. Unge mænd, mødre og fædre. Mange klædt i røde, blå og hvide kroatiske fodboldtrøjer eller kropsstore nationalflag. Andre mere hardcore fans i uniformeret sort.

Sangene havde en banal klang, kunne minde om “Vi sejler op ad åen”, men der var strøm nok i stikket til, at de larmede som Metallica. På scenen stod bandet Thompson med deres el-guitarer, som skød ud mod masserne i Zagrebs sportshal, Dom Sportova. Tung rock i den kroatiske nations tegn.

Jeg og min rejsefælle havde vovet os ind til koncerten på trods af advarsler om heilere og knytnæver.

Men der var snarere folkefest med fad. Hvilket er kutyme, når Thompson spiller. Hvad de netop har gjort. Igen, igen. Med 100.000 fremmødte.

Thompson, som er opkaldt efter et maskingevær af samme navn og noget forvirrende også er forsangerens kælenavn, blev dannet i 1991 som en reaktion mod den serbiske offensiv. Sangene handler oftest om kærlighed, kroatisk kærlighed med referencer til kroatisk storhed såvel som serbernes nederdrægtighed. Myndigheder i både Holland og Tyskland har ved lejligheder forbudt bandet at spille koncerter af frygt for højreekstremistiske uroligheder.

Hør bandets nye landeplage: https://www.youtube.com/watch?v=OihMDibGz1

I den sydlige landsby Čavoglave med bare 199 indbyggere har bandets ikoniske forsanger, Marko Perković, bygget “Martyrernes Kirke”, hvor han hvert år 5. august arrangerer velgørenhedskoncert i byen i forbindelse med Sejrens Dag..

For en uge siden mødtes 100.000 deltagere op fra hele landet for at drikke sig fulde og minde hinanden om, at 14 år er gået siden den kroatiske hær endegyldigt uddrev serberne i republikken Krajina, hvor de boede 400.000 i antal i 1994, i 2014 omtrent 0.

Og selvfølgelig for at skråle med på Thompsons sange. Bandets popularitet kan dårligt underdrives i Kroatien såvel som blandt den kroatiske diaspora i Europa og Canada. Bandet fylder Zagrebs musikbutikker med plakater, T-shirts og halstørklæder. Sælger plader som Rasmus Seebach.

Det skal tilføjes, at der var folk i alle aldre, og selvom stemningen var nationalistisk, var selv en gruppe unge fra anti-fascistisk fraktion taget afsted til folkefesten.

Men helt uskyldigt er det ikke.

Forsangeren har siden 90’erne udviklet sig til kontroversiel folkeeje kendt for patriotisme og velgørenhedsprojekter. Og beskyldt for fascisme.

Selv afviser han og forklarer, at han ikke kan gøre for, at folk tropper op med sorte dragter og et U på deres trøjer – U som en henvisning til Ustaše, den kroatiske, fascistiske bevægelse, som skabte skræk og rædsel under 2. verdenskrig – det vender vi tilbage til senere. For uanset om Thompson er fascistisk eller ej, er bandet et pragteksemplar på en gennemtrængende nationalisme og fædrelandsstolthed i det kroatiske folkedyb.

Nationale følelser viser sig jævnligt: Faldne soldater mindes flere gange årligt i Kroatien, og krigsforbrydere hyldes som folkehelte. I 2013 var der massive protester og 700.000 indsamlede underskrifter imod, at officielle byskilte i grænsebyen til Serbien, Vukovar, måtte stå på kyrillisk, det serbiske alfabet:

“Jeg har intet imod serbere, men det er for tæt på krigen”, lød kritikken fra en ung præst, jeg interviewede til Vukovars mindedag i november.

En anden, mindre nuanceret kvinde, råbte: “Det er vores land”.

En serber i Zagreb fortalte, hvordan han måtte skifte til kroatisk accent, når han gik på gaden eller var på job. Han kunne enten blive slået ned eller miste sit job på grund af klager.

Læs artikel: http://www.b.dk/globalt/de-kroatiske-krigssaar-bloeder-paa-ny

En forsker gav forklaringen på nationalismen:

“Hvis en pige er blevet voldtaget, og man bliver ved med at minde hende om det, slipper hun aldrig ud af sin rolle. Hendes primære identitet bliver at være en voldtaget pige. Det er Kroatiens rolle lige nu, og det går ud over serberne”..

Nu skal man ikke male hvide vægge sorte. Forholdet mellem serbere og kroatere er blevet bedre. De gifter sig med hinanden. Får børn. De fleste kroatere på gaden vil hilse en serber velkommen. Og store dele af både den serbiske og den kroatiske ungdomsgeneration vokser op som hinandens venner i en europæiseret, digital virkelighed.

Virkeligheden synes dog polariseret. For selvom udviklingen går den rigtige vej, synes en al for stor gruppe at hænge fast i fædrelandsfølelser og et anstrengt forhold til naboen.

Jeg skal være den sidste til at dømme. Jeg aner ikke, hvor hårdt det må have været at vokse op under et diktatur og opleve venner og familie blive skudt i en borgerkrig. Men jeg ved også, at det kan være farligt at knytte sig til nationalismen og naget.

Jeg talte også med en kroatisk pizzaejer, som mente, at roden til serbernes offensiv i 90’erne skal findes under 2. verdenskrig, hvor Ustaša med hjælp fra Hitler og co. regerede Kroatien. De begik folkemord på jøder, sigøjnere – og serbere.

Han var af den overbevisning, at kroaterne må se det store historiske perspektiv og deres egen krigsforbrydelser i 90erne. Indse at de også var medskyldige i krigen og lægge offerattituden fra sig.

Det ser ud til at have lange udsigter. Og i så fald kan bandet Thompson i mange år endnu køre landevejene tykke. Et eksempel på, at populærkulturen afspejler samfundets strømninger.