Kroatisk supersportsvogn er verdens hurtigste

Rimac Automobili Foto: Ank kumar

Af Michael Skovgaard

Kroatien: Kroatiske Rimac Automobili præsenterede den første model Concept One tilbage i 2013. Nu er efterfølgeren Concept Two snart klar til produktion, og den bliver verdens hurtigste – Det skriver „Vi Bilägere“.

Den eldrevne sportsvogn har stadig fire motorer i den nye udgave – en ved hvert hjul – og effekten er nu skruet op til 1.900 hestekræfter og et moment på 2.300 Nm.

Resultatet er en bil, der accelererer så hurtigt, at den får en Porsche Taycan Turbo S til at se ud, som om den står stille. Bilen klarer 0-100 km/t på 1,85 sekund og har en topfart på over 400 km/t. Fuldt opladet er rækkevidden 550 kilometer, alt efter hvor hurtigt man vælger at køre.

Rimac Automobili har et omfattende samarbejde med Porsche, som har investeret 70 mio. euro i firmaet og nu ejer 24 procent. Koreanske Hyundai og Kia har også investeret store beløb i de kroatiske bilfirma. Endvidere har Rimac indledt et samarbejde med Bugatti.

Den nye superbil har endnu ikke en officiel pris, men ifølge rygter kommer den til at koste omkring 2 mio. euro, svarende til ca. 15 mio. danske kroner.

Share This