Krimtatarisk frihedskæmper fylder 75 år

Ukraine: Krimtatarernes leder Mustafa Jemilev bliver 75 år gammel i dag. Mustafa Jemilev har brugt hele sit liv for at kæmpe for krimtatarernes rettigheder og er siden 1998 medlem af det ukrainske parlament, i dag for partiet Petro Porosjenko Blok.

Mustafa Jemilev er født den 13. november 1943 i Ay-Serez på Krim og blev i 1944 deporteret til Usbekistan sammen med sin famile af Stalin. I 1961 var han med til at stifte Unge Krimtatarers Union for krimtatarernes rettigheder og grundlagde sammen med systemkritikeren og Nobels Fredspris modtager Andrej Sakharov Sovjetunionens første menneskerettighedsorganisation i 1970`erne.

Mustafa Jemilev blev i tiden under Sovjetunionen anholdt seks gange for ”sovjetfjendtlige aktiviteter” og har tilbragt 15 år i sovjetiske fængsler og arbejdslejre, hvor han gennemførte flere sultestrejker, den længste af dem, verdens længste sultestrejke i 303 dage, som han kun overlevede på grund af tvangsfodring.

Formand for krimtatarernes parlament Mejlis på Krim i årene 1991-2013. I 2008, sammen med blandt andre Tjekkiets tidligere præsident Vaclav Havel og Tysklands tidligere præsident Joachim Gauck, en af initiativtagerne til Prag-erklæringen, som fordømte kommunismens forbrydelser. Mustafa Jemilev har for sin livslange kamp for menneskerettigheder modtaget en lang række af internationale priser og udmærkelser, såsom UNHCR`s Nansen-pris i 1998 og Lech Walesa Prisen i 2014 og er to gange blevet nomineret til Nobels Fredspris.

Efter annekteringen af Krim har Rusland udstedt et indrejseforbud til Krim og efterfølgende en arrestordre på Mustafa Jemilev, angiveligt for ekstremistisk virksomhed og et forsøg på illegalt at krydse grænsen til Krim.

Mr.East Forlag har udgivet en bog, som omhandler Mustafa Jemilevs kamp for krimtatarernes menneskerettigheder og om krimtatarernes historie. Vi bringer i dagens anledning bogens indledende kapitel fra dagene op til Ruslands annektering af Krim. Bogen, Mustafa Jemilev og Krims forfulgte, er udkommet på både dansk og engelsk og kan købes hos alle landes boghandlere. Du kan også indbetale 129 kr. til Mr.East, så får du bogen gratis tilsendt. ota

 

Skæbnesvangre martsdøgn 2014

Han taler langsomt og tørt, som om hans stemme helt er blottet for følelser. Øjnene er tomme, og ansigtsudtrykket afslører ikke en eneste følelse.

Mustafa Jemilev er krimtatarernes leder, en mand, som har oplevet utallige uretfærdigheder i sit liv. Han har tilbragt 15 år i sovjetiske fængsler og arbejdslejre  som følge af sin kamp for krimtatarernes rettigheder. Han opgav aldrig og troede altid på, at retfærdigheden en dag vil sejre.  De sovjetiske myndigheder var ikke i stand til at knække Mustafa Jemilev og hans stærke vilje, men det er som om de seneste begivenheder på Krim tager hårdt på ham.  Hårdere end hvad han har oplevet indtil nu. 

Russerne annekterede krimtatarernes hjemland, Krim,  i slutningen i 1783. De har deporterede alle krimtatarer til Centralasien  i 1944. Nu tyder alt på, at de har planer om at indlemme Krim i Rusland igen.

Vi sidder på en usbekisk restaurant i Kijev, hvor vi aftalte at spise middag, men taler kun lidt sammen. Mustafas telefon ringer ustandseligt. Der er krise. Mange skal have fat på ham. Mustafa er højtrespekteret leder af de omkring 280.000 krimtatarer, som bor på Krim og den store krimtatariske diaspora spredt over hele verden. Derudover er han siden 1998 medlem af det ukrainske parlament. 

Det betyder, at han i løbet af ugen er i Kijev og i weekenderne tager hjem til familien på Krim. Denne gang viser det sig, at det bliver svært at vente til det bliver fredag igen.

Prorussiske kræfter på Krim har taget initiativ til en folkeafstemning, hvor borgerne på Krim skal tage stilling til Krims fremtidige status. Afstemningen skal foregå om nogle få dage. Borgerne skal beslutte, om Krim fortsat skal være en del af Ukraine, eller om halvøen skal optages i Den Russiske Føderation. Den nye ukrainske regering har stemplet folkeafstemningen som værende i strid med  landets forfatning og dermed juridisk ugyldig. Mustafa Jemilev frygter, at den alligevel vil få en betydning. Dens resultat er mere eller mindre givet på forhånd og vil med al sandsynlighed udløse en konflikt. Han har opfordret sit folk til at blive væk fra folkeafstemningen, men er bange for, at situationen bærer hen imod en åben konfrontation.

”Det bliver sværere og sværere at holde mine landsmænd tilbage for hver dag der går. Folk er rasende. Der er soldater i gaderne, regeringsbygningerne er blokeret og besat af bevæbnede grønne mænd uden kendemærker. Der bliver arrangeret demonstrationer, hvor folk siger, at Krim er Rusland og man har indsat egne politikere og kuppet sig til magten i Krims parlament.” Mustafa Jemilevs stemme er bitter og beklagende. 

Hans telefon er stille i flere minutter. Nu er det rygetrangen, der melder sig. Vi går ind i rummet ved siden af, hvor Mustafa kan tænde en af de mindst 60 Marlboro Light, han ryger hver dag. Vi fortsætter diskussionen.

”De vil have os til at reagere. De prøver at fremprovokere noget som vil kunne retfærdiggøre deres invasion, og som vil give dem et påskud for at komme med endnu flere soldater til Krim.”

Mustafa tager et sug af sin cigaret. Det sidste. Og skynder sig at tænde en cigaret til med det samme.

Det er som om, han ikke rigtig ønsker at svare på, hvad der kommer til at ske, hvis  et flertal på Krim beslutter, at Krim skal være en del af Rusland. Den ukrainske regering har proklameret, at den ikke vil acceptere territoriale ændringer. Det standpunkt støtter krimtatarerne, der ser Krims fremtid som en del af Ukraine, men hvad betyder det i praksis? Hvor meget hjælper det, hvis et stort land som Rusland ønsker at indtage halvøen?

”Hvis dit land var besat, ville du så blot acceptere det og leve videre med det? Man må jo gøre noget. Man har da sin værdighed.”

Mustafa er undvigende og vil ikke rigtig nævne, hvad ”noget” betyder.

Det hænger i luften, men det er som om han ikke kan lide at sige det direkte. Han har kæmpet for krimtatarernes rettigheder hele sit liv. Det har altid foregået med ikke-voldelige midler. Det ville derfor være helt absurd, hvis han nu skulle opfordre sit folk til væbnet modstandskamp. Ovenikøbet i et område, hvor der ifølge de seneste oplysninger allerede befinder sig omkring 30.000 russiske soldater. Han håber på en fredelig løsning, men det skal ske på en værdig måde. 

”Hvis krimtatarerne og det ukrainske militær går ind i en væbnet konflikt, må vi forvente et blodbad og et stort antal ofre”

Hans blik rammer en imaginær plet på væggen over for og hviler på den. Der bliver et kort øjebliks stilhed, men pludselig begynder hans øjne at lyse igen.

”Vores eneste håb er de internationale organisationer, som kan lægge pres på Rusland og stoppe russernes aggression på Krim.”

Mustafa Jemilevs telefon ringer igen. Denne gang viser det sig, at telefonsamtalen også kommer til at markere afslutningen på vores middag. Klokken er 21. Vi er ikke nået længere end forretten, men det er en repræsentant for den ukrainske præsident, der er i røret. Præsidenten indkalder til krisemøde. Mustafa Jemilev rejser sig med det samme. Vi giver hinanden hånd og et kram. Aftaler at mødes næste dag alt imens Mustafas bodyguards finder hans frakke frem.  Jeg forsøger at hive mit kamera frem for at tage et billede af ham inden han går. Jeg er for langsom. Han er allerede væk.  Dagen efter ringer han fra Krim. Situationen er alvorlig. Han blev nødt til at tage til Krim med det samme.