Ad

Krim fem år efter, en status

Krimtatarernes beboelse i Bakkhchysarai på Krim Foto: Ota Tiefenböck

Ukraine: Krim og krimtatarernes skæbne har igennem historien været nært forbundet med Rusland, Ukraine og Tyrkiet. I dag, efter den russiske annektering af Krim i 2014, er Krim de jure stadig en del af Ukraine, men de facto under russisk kontrol og styret fra Moskva. Det konstaterer Zaur Gerasimov i det Bremen-baserede ”Russland-Analysen, i et særnummer helliget 5-året for den russiske annektering.

I dag, konstaterer han, finder vi den største diaspora af krimtatater i Tyrkiet. Her føler de sig godt integreret, er politisk aktive og klarer sig gennemgående rigtig godt også økonomisk. Spørgsmålet om Krim er imidlertid ikke højtplaceret på den tyrkiske regering og præsidents (Erdogan’s) dagsorden, det ærgrer naturligvis krimtatarerne.

Ankara er nærmest en inaktiv iagttager til konflikten mellem Kiev og Moskva. Officielt bekender Ankara sig til Ukraines territoriale integritet, men har af geopolitiske, økonomiske og sikkerhedspolitiske årsager ikke ønsket at deltage i de vestlige sanktioner mod Rusland. Sidste sommer købte Erdogan det russiske S-400 anti-raketsystem og fortsatte forhandlingerne om russisk finansiering af atomkraftværket i Akkuyu i Anatolien.

Moskva taler ikke om ”krimtatarer”, men om ”muslimer”. Sergei Aksjonov, lederen af den russiske forvaltning af Krim, har hyldet opførelse af moskeer og højtideligholdelse af muslimske helligdage. Dette truer ikke, skønnes det, den russiske overhøjhed over Krim, tværtimod. Rusland selv har et pænt stort mindretal af muslimer på ca. 15 pct., og ønsker at fastholde båndene til de mellemøstlige lande.

Krims tilbagevenden til Rusland, skriver Regina Heller i det samme særnummer af ”Russland-analysen”, indebærer en tilbageerobring den tabte nationalstolthed og større respekt for Ruslands storhed og vægt på internationalt plan. Den internationale orden kom mere i samklang med den russiske selvopfattelse. Krim betyder rigtig meget i den russiske ”erindringskultur”. I november 2013 viste meningsmålinger en opbakning til Putin på 61 pct., efter annekteringen steg den til 81 pct.

Tilbageerobringen blev af langt de fleste betragtet som en korrektion af en historisk uretfærdighed. I de første år kunne flertallet af russere tåle den økonomiske nedgang, der fulgte som følge af de vestlige sanktioner og de russiske modsanktioner. I den økonomiske politik var målet frem for alt større selvforsyning, mindre sårbarhed og størst mulig makroøkonomisk stabilitet. Den økonomiske omstilling væk fra petrostaten lod vente på sig, og det kom til at koste i form af prisstigninger, hævelse af afgifterne (VAT) fra 18 til 20 pct., besparelser fx i form af højere pensionsalder og deraf følgende dalende realindkomster.

Over det seneste år har Putins popularitet derfor været dalende. Nu mener flertallet, at udviklingen går den forkerte vej. Dertil kommer protesterne mod stramningerne i den nyligt vedtagne internetlov. Brug af internettet har virket fremmende på sociale oprør i mange lande rundt om i verden, i højeste grad også i Ruslands nabostater. Opstramningerne i den nyligt vedtagne internetlov skal forebygge, at det sker også i Rusland.

Annekteringen af Krim støttes af langt de fleste russere, men den betragtes af stadig flere som et ”afsluttet kapitel”. I begyndelsen troede langt de fleste at de økonomiske fordele ville overstige omkostningerne, men hvad det angår, er der også sket et holdningsskift. For annekteringen skulle vise sig at blive uventet dyr.

Frem til 2020 er der påbegyndt ikke mindre end 800 bygge- og anlægsprojekter, skriver Julia Kuznir i ”Russland-analysen”. De oprindelige beregninger af omkostningerne holdt slet ikke stik, udgifterne steg og det kom til at gå hårdt ud over omfanget af de penge, der blev ydet fra statsbudgettet til andre regioner.

Vandkanaler og – ledninger og anlæg af tre nye vandværker skal sikre vandforsyningen, et søkabel er trukket fra Krasnodar regionen over Kertj-strædet med en kapacitet på hele 800 MW, og mobile gasturbiner og to nye kraftvarmeværker dækker manglen på gas. De projekter blev afsluttet i marts 2019. Dertil kom anlæg af lufthavne, fx en ny terminal i Simferopol lufthavnen, udvidelse af militærbaserne og, ikke at forglemme, anlæg af en 19 km lange bro over Kertj-strædet med tilhørende vejbyggeri. En helt ny 4-sporet 250 km lang motorvej skal forbinde Kertj, Simferopol og Sevastopol.  

Sidst i 2019 er broprojektet helt afsluttet, for da er også jernbaneforbindelsen helt på plads. Oprindeligt var der blevet afsat 681 mia. rubler (ca. 9.5 mia. euro) til infrastrukturinvesteringer under ét, men det reelle tal skulle blive væsentligt højere. Alene Krim-broen med tilhørende veje skulle komme til at koste omkring de 450 mia. rubler, svarende til godt 6 mia. euro. Vestlige økonomiske sanktioner og udbredt korruption har bidraget til at hæve udgifterne. Derfor blev der renset godt ud i de regionale magtstrukturer, hvilket førte til forsinkelser.