Kosovo nu medlem af UEFA

Foto: Ota Tiefenböck

Foto: Ota Tiefenböck

Tirsdag eftermiddag blev Kosovo det 55. medlem af den europæiske fodboldorganisation UEFA

Af Toke Møller Theilade

Kosovo: Efter en afstemning, der sluttede 28-24 i Kosovos favør blev Balkan staten optaget i UEFA, hvilket betyder at Kosovo, der har den tidligere Brøndby-spiller Elbasan Rashani i truppen, nu blot mangler at blive optaget i FIFA, der stemmer på mandag i næste uge, før de kan blive inkluderet i den europæiske VM-kvalifikation, der starter efter sommerferien.

Fadil Vokrri, præsidenten for Kosovos fodboldforbund, kaldte afstemningen historisk og udtalte efterfølgende:

”Vi bliver i stand til at bringe mennesker sammen igennem fodbold, både på og uden for banen. Det er vores vision for fremtiden som det 55. medlem af UEFA.”

Kosovos optagelse i UEFA kom dog ikke uden kamp. Præsidenten for det serbiske fodboldforbund Tomislav Karadzic kaldte resultatet ’politisk’ samt, at det intet havde at gøre med fodbold.

”Politik vil misbruge fodbold på den hårdeste måde. Fodbold er i kløerne på politik, og UEFAs træk kan have uforudsigelige konsekvenser,” fortsatte Karadzic, der også holdt en lang tale imod Kosovos inklusion, hvor han blandt andet redegjorde for, at Kosovo stadig var en del af Serbien, samtidig med at bemærkede at Kosovo ikke burde kunne være med i UEFA, da de ikke er med i FN.

Med optagelsen i UEFA vil flere store spillere med rødder i Kosovo få muligheden for at stille op for det nye landshold, heriblandt Manchester Uniteds belgier Adnan Januzaj og Stoke Citys schweizer Xherdan Shaqiri.

Share This