Konference om Rusland: Vesten siden 1991, set i bakspejlet

Reagan Gorbatjov Foto- The Ronald Reagan Library

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Rusland: På en konference for nylig debatterede førende internationale eksperter forsamlet ved Amherst Center for russisk Kultur i Massachusetts udviklingen i Rusland og forholdet mellem Rusland og Vesten siden Sovjetunionens opløsning i december 1991. Og at dømme efter referatet på det tjekkiske ”Transition Online” var det en særdeles spændende debat, der udspillede sig.

I sin præsentation sagde Havard-professor Serhij Plokhy, at vi reelt stadig lever i en uafsluttet ”process of Soviet disintegration”, hvis endelige udgang er ikke afgjort. To af flere eksempler er annekteringen af Krim i 2014 og de efterfølgende kampe i de østlige Ukraine. Han ser nyere russisk historie som en serie af fejlslagne projekter for modernisering af Rusland fra de politiske lederes side – eksempelvis Gorbatjovs perestroika og glasnost, Jeltsins projekt i 1990erne for markedsøkonomi og demokrati og efter årtusindeskifte samt Putins forsøg på modernisering og senest re-nationalisering af russisk økonomi. At Ukraine rev sig løs fra Sovjetunionen skyldtes iflg. Plokhy et langt stykke en udbredt frygt i Ukraine for Jeltsins radikale politiske og økonomiske reformer.

Mary Sarotte, professor ved University of South California og knyttet til Havard Center for Europastudier sagde, at de vestlige ledere fortabte mulighederne for at skabe en ny verdensorden som inkluderede Rusland. Rusland blev lovet at NATO ikke ville ekspandere mod øst, men ikke i bindende form. NATO-udvidelsen har ikke været eneste årsag til miseren, også det forhold at Rusland ikke i 1990erne fuldt ud fik gennemført transitionen fra plan til marked og demokrati har haft betydning.

Samuel Charap fra ”Rand Corporation” sagde, at NATOs og EU’s relationer til Rusland frem til Ukraine-krisen i 2014 havde været ”unhappy but functional”. Perioden havde været kendetegnet ved ”deceptive calm”, før situationen før 2014 havde været uholdbar. De fundamentale uoverensstemmelser mellem Rusland og Vesten var ikke blevet ryddet af vejen. Det hvert fald for så vidt gælder landene ”in between” Rusland og Vesten, herunder også Ukraines position.

For så vidt gælder krisen i Ukraine, har hovedproblemet været, at begge parter ikke har været (og er) villige til at indgå de nødvendige kompromiser, for begge tror, de kan vinde. Professor Vladislav Zubok fra ”London School of Economics” diskuterede på konferencen, hvorfor Gorbatjovs projekt for Sovjetunionen mislykkedes, mens Deng’s projekt for Kina lykkedes. Kina, sagde han, decentraliserede uden at tabe kontrollen fra centralt hold, og reformerne i Kina gjorde ledende partifolk ”profit-seeking” i den mere markedsøkonomiske betydning. Dette skete ikke i Sovjetunionen og heller ikke under Gobatjov. Det havde også stor betydning, at USA siden 1970erne reelt har betragtet Kina som en strategisk allieret, mens USA’s politik over for Sovjetunionen under Gorbatjov og Rusland under Jeltsin har været både ubeslutsom og usammenhængende. Var der tale om en imperium der kollapsede, om en allieret eller en ny trussel mod Vesten?

Professor Taubman talte på konferencen om den gode kemi mellem Reagan og Gorbatjov i 1980erne, under Bush derimod blev politikken usikker. I 1990 holdt USA således økonomisk bistand til Sovjetunionen tilbage af frygt for sovjetisk indgriben militært over for de baltiske lande. Som sagt af professor Melvyn Leffer fra Virginia Universitet, Reagan ønskede at afslutte den kolde krig, Bush senior derimod ønskede at vinde den. Dramaet der udspillede sig før og efter murens fald og Sovjetunionens opløsning var voldsomt, svært at håndtere for de daværende politiske ledere, Gorbatjov og Reagan i 1980erne og Jeltsin og Clinton i 1990erne og derudover EU. Det var mildt sagt svært at anlægge en langsigtet strategi. De beslutninger der blev taget, var ikke nødvendigvis de bedste. Men vi kan kun gætte på, hvad der ville være sket, hvis der var blevet handlet anderledes.

Share This