Kommissionen delt i spørgsmålet om sanktioner mod Polen
Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU
Polen: I denne uge skal Kommissionen endnu engang diskutere, hvilke foranstaltninger der skal gribes til over for den genstridige Polen. Som beskrevet af Tomasz Bielecki i ”Gazeta Wyborcza” (14.12.17), er EU i et yderst svært dilemma. Sanktioner i henhold til Lissabon-traktatens par. 7 lader sig kun gøre, hvis 22 af Rådets 28 medlemmer siger ja, og selve gennemførelsen kræver enstemmighed. Og, skriver Bielecki, Kommissionen er op til mødet i denne uge delt i to forskellige lejre.
Én gruppe mener, at der på forhånd skal være sikkerhed for, at der er 22 lande, der støtter at gå videre i henhold til artikel 7, før mødet holdes. En anden grupper, ”hardlinerne”, mener derimod, at artikel 7 proceduren skal fortsætte under alle omstændigheder, ellers mister EU troværdighed, Kommissionen skal være ”traktaternes vogter”, koste hvad det vil.
Bruxelles føler sig styrket af Venedig-kommissionen, en retslig institution med tilknytning til Europarådet, der for nylig sagde, at den polske regeringens adfærd over for retssystemet er en alvorlig trussel mod domstolenes uafhængighed. Et alternativ til at gå videre med par 7 er at lade sagen overføre til Domstolen eller alternativt straffe Polen gennem at begrænse pengeoverførslerne fra EU’s kasser. Det kan meget vel blive den sidste udvej, der vinder.
Polen har netop fået en ny ministerpræsident (Tadeusz Morawiecki) og får i januar en ministerrokade. Det indvarsler en ny forhandlingsstil fra polsk side. Men de vedtagne retsreformer bliver ikke trukket tilbage, og regeringen i Warszawa bøjer sig heller ikke i spørgsmålet om tvungne EU-kvoter for flygtninge. Problemet er, som i tilfældet med Rusland, at EU-sanktioner vil kunne skabe mere modstand mod EU og endnu større opbakning til regeringen i Warszawa.
I spørgsmålet om kvoteordninger for flygtninge står Polen jo heller ikke alene. Selv Donald Tusk har indset, at det nuværende kvotesystem har spillet fallit, og at en ny ordning skal findes.