Kold krig mellem Warszawa og Paris

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen/Frankrig: Den kolde krig mellem Polen og Frankrig bunder frem for alt i interesseforskelle, siger den kendte franske politolog Jacques Rupnik til det polske ugeskrift ”Polityka”.

At de to lande er uenige om indgrebet over for lønninger og arbejdsvilkår for polsk arbejdskraft (”pracownikow delegowanych”) i Frankrig er ikke af ny dato, men skærpes nu, hvor der på fransk og tysk initiativ formodentligt snart vedtages nye EU-regler. Reglerne bliver rettet mod social dumping, hvilket konkret betyder at omkring 500.000 udstationerede polakker alene i Frankrig kommer til at arbejde for franske lønninger, ikke polske, og kommer ikke til at betale til det polske forsikringssystem ZUS. Begge dele koster den polske statskasse dyrt.

Ikke tilfældigt undlod Macron at besøge Warszawa (og Budapest), da han for nylig var på rundrejse i Central- og Østeuropa. Han ønsker at begrænse konflikten til Polen og Ungarn og gør, hvad kan for at splitte Visegradlandene, og det er også lykkedes ham et godt stykke.

Prag og Bratislava ønsker ikke at være isoleret i EU. Interesseforskellene mellem Frankrig og Polen, fortsætter Rupnik, vedrører også forskellige syn på demokrati og retsforhold samt sikkerheds- og forsvarspolitikken, men det er svært at forestille sig et EU uden Polen, og det ved Macron godt.

Historisk har forbindelserne mellem Frankrig og Polen været tætte. Under delingerne af Polen, i det 18. århundrede støttede Frankrig, under sloganet ”Vive la Pologne, Monsieur”, Polens kamp for frihed og uafhængighed. Frankrig blev under kommunismen en vigtig base for polske intellektuelle i deres kamp mod kommunismen, fx blev dissident-tidsskriftet ”Kultura” udsendt fra Paris.

I dag er EU i ”flere hastigheder” blevet officiel politik fra fransk og tysk side. Allerede efter murens fald i 1989 blev forholdet mellem Paris og Warszawa køligt, fx støttede Polen, modsat Frankrig, den amerikanske invasion og enegang i Irak, og Frankrig var bestemt ikke i front, da det gjaldt EU’s udvidelse mod øst.

Både Kaczynski og Orbán ønsker suverænitet og et fædrelandenes Europa og har udtrykt en vis sympati for Brexit, men de ønsker ikke selv at forlade EU, det ville være alt for dyrt.