Ad

Kirkespørgsmålet i Ukraine,også et problem for Zelenskij

Illustrationsfoto fra Kijev: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ukraine: I januar 2019 fik den ortodokse kirke (OCU) fra patriark Bartholomæus i Konstantinopel grønt lys (”tomos”) til selvstændighed, også kaldet autokefali. For daværende præsident Porosjenko var det en stor politisk sejr. Ønsket om selvstændighed har lige siden Ukraines selvstændighed i 1991 været støttet af alle præsidenter bort set fra Janukovitj.

Maidan og den russiske annektering af Krim bragte emnet endnu højere op på den politiske dagsorden. Konstantinopel, skriver Katherine Younger i en analyse for magasinet ”Eurozine” (november, 2019), var allerede før autokefali blev bragt op optaget af at få reduceret den russiske indflydelse inden for den kristelig ortodokse kirke generelt. Til Bartolomæus’ vrede havde den russiske kirke i 2016 boykottet et pan-ortodokst møde på Kreta, som Moskva betragtede med blanding af mistænksomhed og foragt.

Forholdet mellem Konstantinopol og Moskva blev bestemt ikke bedre med Porosjenkos besøg i april 2018 i Konstantinopol, hvor han med held talte for fuld selvstændighed for den ukrainske ortodokse kirke (i engelsk forkortelse ”OCU)”. I oktober 2018 blev alle bånd til patriarkatet i Konstantinopol afbrudt. Der blev skabt ”kold kirkekrig”. De ortodokse kirkesamfund rundt om i verden blev efterfølgende stærkt splittet i spørgsmålet. Epifanius blev lederen af den nye selvstændige ukrainske kirke. 

I realiteten, skriver Younger, havde den ortodokse kirke i århundreder et langt meget stykke ikke været styret fra Konstantinopol men fra Moskva. Spørgsmålet om autokefali har i flere omgange været en integreret del af kirkekampen internationalt og nationalt. Det har også været bestemt ud fra geopolitik. Omkring 300 mio. ortodokst troende i verden hører til den russisk ortodokse kirke. Den ny selvstændige kirke afløste umiddelbart to ukrainske  kirker, der ikke var anerkendt som kanoniske, dvs. med ret til at fortolke kirkelovene.

De to er den Ukrainsk-ortodokse Kirke/Kiev patriarkatet (UOC-KP) og den ukrainske autokefaliske ortodokse kirke (UAOC). Kiev-patriarkatet havde i begyndelsen af 1990erne selvstændiggjort sig i forhold til Moskva under Filaret. Kiev-patriarkatet var derfor helt fra start en torn i øjet på Moskva. Både Kiev-patriarkatet og den autokefaliske kirke blev opløst i 2019 og lagt ind under den nye selvstændige ukrainske kirke (OCU). 

I Ukraine har vi stadig den ortodokse kirke med binding til Moskva (Moskva-patriarkatet, UOC-MP). Den har stadig ganske stor magt, har næsten dobbelt så mange menigheder som den ny selvstændige kirke. Desuden er ”Kiev Caves Monestary”, det vigtigste helligsted for den ortodokse religion i Ukraine, stadig kontrolleret af Moskva-patriarkatet (UOC-MP).

I september 2019, ni måneder efter ”tomos” (tildelingen af selvstændighed) var kun under fem procent af menighederne gået over til den ny selvstændige ukrainske kirke. Det i sig selv betyder, at Moskva-patriarkatet forsøger bedst muligt at undgå unødvendig konflikt med den nye selvstændige ukrainske kirke, da den har haft uventet svært ved at konsolidere sig. Da Den ortodokse kirke/Kiev patriarkatet (UOC-KP) blev som sagt formelt nedlagt, da den ny selvstændige kirke blev anerkendt i Konstantinopel. Men allerede i juni 2019 erklærede patriarken Filaret den nedlagte kirke genoprettet. Påstanden var, at det rådsmøde der i december 2018 oprettede OCU (den ny uafhængige kirke) var blevet indkaldt under falske forudsætninger. Derfor var nedlæggelsen af Kiev patriarkatet ulovlig.

Ledelsen i OCU forblev dog loyal over for deres nye kirke. Filaret og hans allierede har også bragt spørgsmålet for domstolene. Den ene anke går på kulturministeriets nedlæggelse af den Ortodoske Kirke-Kiev patriarkatet (UOC-KP), den anden anke er klage over selve procedurerne for afskaffelse og likvidering af ejendele og formue. Konflikten med Filaret og Kiev-patriarkatet har betydet, at den ny kirke (OCU) på det sidste har valgt at nedtone konflikten med den ukrainske kirke/Moskva-patriarkatet (UOC-MP). Der er en del, der mener at eksistensen af den ukrainske kirke/Moskva-patriarkatet (UOC-MP) ikke er en dårlig ting. Det skaber sund konkurrence mellem de forskellige kirkesamfund og tvinger ad den vej den nye ortodokse kirke til at forny sig. Den nye selvstændige ukrainske kirke vil stadig være afhængig af en vis støtte fra staten. 

Epifanius, den ny leder, gentog et langt stykke Porosjenko’s retorik. Uden en forenet, national uafhængig ortodoks kirke kan vi ikke opbygge et stærkt, europæisk og uafhængigt Ukraine, erklærede han lige efter sin udnævnelse. Den type udtalelser behager ikke Volodymyr Zelenskij.

Porosjenko var jo hans ærkefjende under præsidentvalgkampen. Porosjenko ikke opnåede den forventede gevinst med sit slogan om ”hæren, troen og sproget” at slå på de nationalistiske strenge. Mange betragtede Porosjenko’s nationalisme som et valg-trick og ikke andet. Den ny selvstændige kirke (OCU) er derfor blevet bragt i en ny og usikker situation. Zelenskij selv inddrog ikke kirkespørgsmålet i sin præsidentvalgkamp. Set i lyset af den nye kirkes nære forbindelser til Porosjenko skal vi ikke forvente, at Zelenskij vil prioritere relationerne til kirken særlig højt.

Han besøgte Instanbul i august 2019, hvor han også mødtes med Bartolomæus. Her demonstrerede Zelenskij lille viden om kirkespørgsmål. ”Tomos” (selvstændighed) er for ham mest Porosjenkos projekt.