Ad

Kirkekampe er slet ikke noget nyt

Ortodoks katedral i Moldovas hovedstad Chisinau Foto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Rusland/Ukraine: Nogle, skriver Maxim Artenyev i en analyse for tænketanken Carnegie Endowment, har betegnet kirkestriden mellem Rusland og Ukraine som den ”værste krise” i relationerne kirkerne imellem siden 1054, hvor de ortodokse og de katolske kirker som bekendt gik hver deres egne veje. Men faktum er, at kriser og opsplitninger inden for kirkerne slet ikke er noget nyt, tværtimod.

I tilfældet Ukraine har striden stået på lige siden ultimo 1991, hvor landet blev selvstændigt. I nyere tid har vi også oplevet splittelsen, da Grækenland blev selvstændigt. Så længe ottomanerne havde overherredømmet på Balkan blev kirkerne styret fra patriarken i Constantinopol.

Det blev ændret, da Grækenland blev selvstændigt i 1933, men striden fortsatte derefter. Et kompromis blev opnået i 1850, men den græske kirke fik udstrakt autonomi. I Serbiens og Rumæniens tilfælde blev en uafhængig kirke sikret forholdsvis fredeligt. Begge lande blev selvstændige i anden halvdel af det 19. århundrede. Mere traumatisk var striden, da Bulgarien proklamerede sin selvstændighed i 1872. Det blev mødt med skarpe protester fra Constantinopel. Striden fortsatte helt frem til 1945, først da fik den bulgarske ortodokse kirke autokefali, dvs. selvstændighed. I 1918 erklærede den georgiske kirke selvstændighed i forhold til Moskva. På Stalins ordre blev autokefali anerkendt i 1943. Makedonien har haft stridheder mellem to forskellige kirker i årtier, og de er endnu ikke afsluttet.

Som vi kan se, har spørgsmålet om autokefali (selvstændighed) været nøje forbundet med oprettelse af nationalstater i kølvandet på imperiers opløsning. Kravet om selvstændighed i forhold til Moskva vil sikkert snart også nå til Moldova og Hviderusland. Moskva og Kijev kunne og burde have løst spørgsmålet om autokefali fredeligt tilbage i 1991, da Ukraine blev selvstændigt. Med det højspændte nærmest krigslignende forhold mellem Ukraine og Rusland i dag er det umuligt, konstaterer Artemyev. Den engelske (angelsaksiske) kirke kunne være en positiv model. Den består af 39 ”medlemskirker” rundt om i verden, alle er autonome, men anerkender ærkebiskoppen i Canterbury som deres overordnede leder. Den model kunne, mener forfatteren, med fordel have været brugt for at forebygge de mange konflikter inden for den ortodokse kirke. Men det er ikke sket.