Kan Trump’s ”Ukrainegate” hjælpe Ukraine?

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ukraine/USA: Hvad betyder Trumps’ påståede forsøg på at presse Ukraines præsident Volodymir Zelenskij til at foretage en nærmere efterforskning af Joe Biden’s søn og hans økonomiske engagementer i Ukraine? Det spørger Joanna Hosa i en artikel skrevet for den liberale tænketank ECFR.

Zelenskijs hovedbudskab på pressemødet efter samtalerne med Trump den 25. september var for så vidt tydelig nok. Han ønsker for alt i verden ikke at blive involveret i den forestående præsidentvalgkampagne i USA. Zelenskij har samtidig ikke haft andet valg end at sige, at Trump skam ikke har lagt pres på ham. Udskriften fra de to præsidenters telefonsamtale er ikke behagelig læsning for den ukrainske befolkning, konstaterer Joanna Hosa.

At Zelenskij kaldte i telefonsamtalen Trump en ”stor læremester” fanger vel ikke lige godt alle vegne. Værst er måske i virkeligheden den måde, hvorpå Zelenskij tilsluttede sig Trump’s kritik af Frankrig, Tyskland og EU. De udtalelser medførte en hurtig reaktion fra EU’s ”External Action Service”: EU har, siges det herfra, ydet omfattende støtte til Ukraine. EU og EUs finansielle institutioner har over årene ydet mere end 15 mia. euro og gavebistand og lån.

Tysklands Angela Merkel har, typisk for hende, været tilbageholdende med at kommentere sagen overhovedet, men Zelenskijs udfald kommer sikkert ikke som nogen overraskelse for hende. Det er jo ingen hemmelighed, at Ukraine føler at have fået for lidt i økonomisk bistand fra Tyskland.

Zelenskij selv har undskyldt sig med, at telefonsamtalen med Trump fandt sted på et meget ”vanskeligt tidspunkt”. Måske er europæerne vrede, men vreden varer ikke ved, tror han. At støtte Ukraine er vitalt for Europa. Men Zelenskijs samtaler med Trump kan meget vel blive draget ind i den amerikanske valgkamp og også i forsøgene på at rejse retssag (”impeachment”) mod Trump.

Det er ubehageligt for Zelenskij – og for Ukraine som sådan. Håbet i Kijev er, at selve omtalen af Ukraine vil kunne åbne op for større interesse i at støtte Ukraine ud fra devisen om, at det er bedre at få omtale end slet ingen omtale. Omtale har Ukraine i hvert fald fået.

Joanna Hosa mener, at Zelenskij i den kommende tid vil fortsætte sin strategi gående på at blive involveret mindst muligt i den amerikanske præsidentvalgkampagne. Han vil fortsat slå på at sagen om Biden’s søn udelukkende er en sag for anklagemyndigheden. Han vil også forsøge at ”nedspille” sagen, erklære at Ukraine har mange andre vigtigere sager at tage sig af end ”Ukrainegate”, frem for alt at få skabt fred i Donbas. Zelensky har ikke andre valgmuligheder, slet og ret.  

Share This