Kan man stole på Washington Post, når avisen skriver om Polen?
Af Ota Tiefenböck
Debat: Hvad ville du synes om, at eksempelvis Berlingske havde en journalist, som var gift med USA`s tidligere udenrigsminister fra Obamas regering John Kerry? Ville du stole på denne journalists analyser og kommentarer af den nuværende administration under Donald Trump?
Den beskrevne situation er situationen på den amerikanske velrenommerede avis Washington Post og de artikler avisen bringer om Polen. De er nemlig for det meste skrevet af den også ganske velrenommerede og dygtige journalist Anne Applebaum, som er gift med Polens tidligere udenrigsminister Radoslaw Sikorski. Sikorski er i dag medlem af Europa Parlamentet for det polske oppositionsparti Borgerplatformen og dermed i opposition til Polens regerende parti Lov og Retfærdighed.
Anne Applebaum har skrevet en del artikler om Polen for Washington Post. For det meste under sit eget navn og har med sikkerhed også mere end en finger med i spillet i den seneste leder om Polen offentliggjort af WP søndag. Lederen er denne gang underskrevet af “editorial board”, men det er ganske givet, at det er Anne Applebaum, der hovedsageligt har skrevet den.
I lederen beskrives problemerne med retstilstanden i Polen og udtrykkes frygt for, at Polens regerende parti kan have et ønske om, at få Polen ud af EU. Artiklen nævner desuden, at den amerikanske kongres burde betinge det militære samarbejde med Polen med overholdelse af demokratiske principper i landet.
Det er sådan set ikke fordi jeg er uenig med artiklens indhold, og jeg må for en sikkerhedsskyld sige, at dette indlæg ikke er et forsvar af den politiske tilstand i Polen. Dette indlæg handler faktisk slet ikke om Polen. Det handler om, at jeg synes, det er utroligt, at et så velrenommeret medie som Washington Post ikke kan se, at der er et problem. Et problem som ikke blot skader WP men også mediernes troværdighed generelt.