Ad

Kan man kritisere Vestens helt uden at blive stemplet som Putins apologet?

Alexej Navalnyj Foto: Eugeny Feldman

Af Ota Tiefenböck

Debat: Kort inden jul havde jeg begået den samme fejl, jeg i flere omgange tidligere havde lovet mig selv, at jeg aldrig vil begå igen. Nemlig at kommentere på en af hardcore-debattørers opslag på Facebook og stille spørgsmålstegn ved et opslags tema. Opslaget handlede om den russiske oppositionsleder Alexej Navalnyj og den samtale, han angiveligt gennemførte med den FSB agent, som angiveligt forsøgte at forgifte Navalnyj.

Jeg gjorde ikke andet, end at udtrykke min forundring over, at en FSB agent kan være så amatøragtig, at han besvarer et opkald fra en alm. mobiltelefon og i telefonen fortæller massevis af følsomme informationer om aktionen, altså forsøget på at forgifte Navalnyj. Min tankegang var, at selv i dårlige B-film forlanger en agent i det mindste et kodeord, hvis han altså over hovedet taler om følsomme oplysninger i en telefon. Jeg sagde med andre ord ikke, at jeg ikke stoler på historien, blot gav et udtryk for forundring.

Reaktionerne kom prompte. De myndige satte mig på en arrogant måde øjeblikkeligt på plads fordi de VED, hvad de taler om. De hånlige gjorde mig straks til et fjols, som naturligvis ikke aner noget som helst og nu brokker sig over noget som er så indlysende for alle andre. (og jo, der var også nogle få fornuftige mennesker).

De omtalte reaktioner gjorde mig dels trist til mode dels fik mig til at tænke på hvordan Navalnyj bliver omtalt i vores del af verden og generelt bliver fremstillet i medierne og hvorvidt der i vores frie medier over hovedet eksisterer en reel mulighed for at skrive noget negativt om ham. 

Navalnyj er jo en helt i Vesten. Ikke blot fordi han står i opposition til Putin og udgør en trussel mod Putins styre, men også på grund af hans kamp mod korruption og mod de russiske oligarker. Det fortjener han uden tvivl en stor anerkendelse for, men betyder det så også, at han ikke har dårlige sider og at han ikke må kritiseres. At der ikke må stilles spørgsmålstegn ved hans gøremål uden at blive stemplet som dum og i værste fald pro-Putin eller pro-russisk?

Vi hører sjældent eller snarere aldrig i danske (bortset fra Mr.East naturligvis) eller vesteuropæiske medier om eksempelvis Navalnyjs støtte til Ruslands anneksion af den ukrainske halvø Krim. Altså støtte af en ulovlig anneksion og brud på international lovgivning som vi med rette kritiserer Putin for og som er grunden til vestlige sanktioner mod Rusland. Navalnyj har nemlig sagt, at han ikke vil returnere Krim til Ukraine, hvis han på et tidspunkt skulle blive Ruslands præsident. Vi hører heller aldrig noget om, at Navalnyj har været og formentlig fortsat er engageret i diverse nationalistiske sammenslutninger i Rusland.

Jeg har da også bemærket sagen om den russiske journalist Timur Olevskij, som er blevet fyret af sin arbejdsgiver, den amerikanske medie Radio Free Europe, fordi han i en samtale med en anden journalist vist på Youtube antydede, at Navalnyjs kones far samarbejdede med KGB. Olevskij sagde efter sin fyring, at han var bundet af en opsigelsekontrakt, som forbyder ham at fortælle om sagen og at han desuden ikke ønsker, at hans historie bliver brugt imod Navalnyj, som han respekterer højt. Hans sag og forhold til kritik af Navalnyj er speciel, men formentlig ikke helt enestående.

Fremstilling af Navalnyj i vestlige medier er altid ubetinget positiv. Hvorvidt det skyldes, at vi mener, at Navalnyj gør noget positivt og har vores sympati og derfor ikke skal diskrediteres, de enkelte journalisters ukritiske autocensur, for ikke at blive udråbt til at være prorussiske eller journalisternes manglende viden omkring Rusland, det er sådan set ligemeget. Det er dog et problem, hvis frie og uafhængige medier ikke rapporterer frit eller udfører en ideologisk selektiv udvælgelse i deres rapportering.

Læs også søren Riishøjs kommentar om Navalnyj.

Kommentarer